XIX.
SPAADOMMEN.
Fredag 22. April.
Drengen laa en Nat og sov paa en Holm i Tåkern, da han blev vækket af Aareslag. Knap havde han faaet Øjnene op, før der faldt saa stærkt et Lysskær lige ind i dem, at han maatte blinke.
Først kunde han ikke begribe, hvad det var, der lyste saa stærkt her ude paa Søen, men snart saa han, at der i Sivene laa en Pram med et stort, brændende Tjæreblus gjort fast til en Jernstang i Agterenden. Blussets røde Flamme spejlede sig klart i den natsorte Sø, og Lysskæret maa have lokket Fiskene til, for rundt om Flammen nede i Dybet kunde man se en Mængde mørke Striber, der uophørlig bevægede sig og skiftede Plads.
I Prammen var der to gamle Mænd. Den ene sad ved Aarerne, den anden stod paa Agtertoften og havde i Haanden et kort Spyd, der var forsynet med grove Modhager. Den, der roede, saa ud til at være en fattig Fisker. Han var lille, tør og vejrbidt og havde en tynd og luvslidt Frakke paa. Man kunde se, han var saa vant til at være ude i al Slags Vejr, at han ikke ænsede Kulden. Den anden var velnæret og velklædt og saa ud som en myndig og selvbevidst Bonde.
„Hold nu stille!“ sagde Bonden, da de var lige udenfor Holmen, hvor Drengen laa. I det samme stak han Spydet ned i Vandet. Da han trak det op igen, fulgte en prægtig, lang Aal med op fra Dybet.
„Sikken én!“ sagde han, idet han tog Aalen af Lysteren. „Det er en, der har vasket sig. Nu har vi vist faaet saa meget, at vi kan vende hjem.”
Men hans Kammerat løftede ikke Aarerne; han sad og saa
