Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/196

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

190

sig om. „Her er kønt ude paa Søen i Aften,” sagde han. Og det var der ogsaa. Der var blikstille, saa hele Vandspejlet laa i uforstyrret Ro, kun brudt af Baadens Kølvandsstribe. Den laa og glimtede i Ildskæret som en Vej af Guld. Himlen var klar og dybt blaa og som gennemstukket af Stjerner. Bredderne var skjult af Sivholmene undtagen mod Vest. Der skød Omberg i Vejret, højt og mørkt, meget vældigere end ellers, og skar et stort, trekantet Stykke ud af Himmelhvælvingen.

Den anden drejede Hovedet, saa han ikke havde Ildskæret i Øjnene, og saa sig om. „Ja, her er smukt her i Östergyllen,[1]” sagde han, „men det bedste ved det Landskab er dog ikke Skønheden.” — „Hvad mener du da er det bedste?” spurgte han, der roede. — „Det, at det altid har været et agtet og anset Landskab.” — „Ja, det kan jo have sin Rigtighed.” — „Og saa det, at man ved, det altid skal blive ved at være det.” — „Hvor i Alverden kan man vide det?” spurgte han, der sad ved Aarerne.

Bonden rettede sig og støttede sig til Lysteren. „Der er en gammel Historie, som er gaaet fra Fader til Søn i min Slægt, og i den faar man Besked om, hvordan det skal gaa med Östergötland.” — „Den kunde du gerne fortælle mig,” sagde han, der roede. — „Vi har ellers ikke for Skik at fortælle den til hvemsomhelst, men jeg vil da ikke holde den hemmelig for en gammel Kammerat.

„Paa Ulvåsa i Östergötland,” vedblev han, og nu kunde man høre paa Tonefaldet, at han fortalte noget, han havde hørt af andre og kunde udenad, „boede for mange Aar siden en Frue, der havde den Gave, at hun kunde se ind i Fremtiden og sige Folk, hvad der skulde hænde dem, ligesaa klart og grangiveligt, som om det allerede var sket. Derfor blev hun vidt berømt; man kan jo nok forstaa, at der kom Folk til hende baade fra nær og fjern for at faa Besked om, hvad de vilde faa at gaa igennem af ondt eller godt.

En Dag, da Fruen paa Ulvåsa sad i sin Sal og spandt, som Skik og Brug var i gamle Dage, kom der en fattig Bonde ind i Salen og satte sig paa Bænken helt nede ved Døren.

„Jeg vilde gerne vide, hvad I sidder og tænker paa, kære Frue.” sagde Bonden, da han havde siddet lidt.

„Jeg sidder og tænker paa høje og hellige Ting,” svarede

  1. Dagligdags Udtale af Östergötland.