Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/199

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

193

omkring Finspång. Jeg ser, hvordan der bygges Smeltehytter og Smedjer, og jeg tror, at hele Landskabet vil blive æret for alt det Jern, der bliver tilvirket indenfor dets Omraade.“

Bonden kunde ikke fragaa, at han var urimelig glad ved at høre dette. Men vilde nu Ulykken, at ogsaa Finspångværket sank i Anseelse, saa var det vel næppe muligt, der kunde opstaa noget nyt, som Ostergötland kunde faa at rose sig af.

„Du er ikke let at stille tilfreds,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men saa langt frem kan jeg se, at jeg kan opdage, hvordan der rundt om Søerne bliver bygget Gaarde, saa store som Slotte, af Herrer, der har ført Krig i fremmede Lande. Jeg tror, at de Herregaarde vil bringe Landskabet ligesaa megen Ære som alt det andet, jeg har talt om.”

„Men hvis der saa kommer en Tid, hvor ingen mere berømmer de store Herregaarde?“ blev Bonden haardnakket ved.

„Du behøver alligevel ikke at ængste dig,” sagde Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser nu, hvordan der sprudler Sundhedskilder frem paa Medevi Enge nær Vetterns Bred. Jeg tror, Kilderne ved Medevi vil skaffe Landskabet al den Berømmelse, du kan ønske det.”

„Det var en stor Ting at faa Kundskab om,” sagde Bonden. „Men hvis der nu kommer den Tid, da Folk søger Helbredelse ved andre Kilder?“

„Det maa ikke bekymre dig,“ svarede Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser Mennesker mylre og arbejde fra Motala til Mem. De graver en Færdselsvej tværs igennem Landet, og da vil Östergötlands Pris igen være paa alles Læber.”

Men Bonden blev alligevel ved at se urolig ud.

„Jeg ser, at Fosserne i Motalastrømmen begynder at drive Hjul,” sagde Fruen paa Ulvåsa, og nu kom der et Par røde Pletter i hendes Kinder, for hun begyndte at blive utaalmodig. „Jeg hører Hamre drøne i Motala og Vævestole klapre i Norrköping.”

„Ja, det er glædeligt at høre,“ sagde Bonden, „men alt er foranderligt, og jeg er bange for, at ogsaa dette kan blive gemt og glemt.“

Da Bonden nu alligevel ikke var tilfreds, brast Fruens Taalmodighed. „Du siger, at alt er forgængeligt,” sagde hun, „men nu vil jeg dog nævne dig noget, der aldrig vil forandre sig. Og det er, at saadan nogle hovmodige og selvkloge Bønder som du, dem vil der altid være nok af her i Östergötland, saa længe Verden staar.“