197
var god og gavmild, og de havde søgt at smykke den paa bedste Maade. Som Drengen fløj der højt oppe, saa det ud for ham, som om Byer og Gaarde, Kirker og Fabrikker, Slotte og Jernbanestationer var strøet ud over den som smaa og store Smykker. Det blinkede i Tegltagene, og Vinduesruderne skinnede som juveler. Gule Landeveje, blanke Jernbaneskinner og blaa Kanaler bugtede sig fra Sted til Sted som silkesyede Løkker. Linkøping laa rundt omkring sin Domkirke som en Perleindfatning om en kostelig Sten, og Gaardene paa Landet var som smaa Brystnaale og Knapper. Der var ikke megen Orden i Mønstret, men det var en Pragt, man aldrig kunde blive træt af at se paa.
Gæssene havde nu ladet Ombergsegnen bag sig og fløj mod Øst langs med Göta Kanal. Den var ogsaa i Færd med at gøre sig i Stand til Sommeren. Der gik Arbejderne og udbedrede Kanaldæmningerne og tjærede de store Sluseporte.
Ja, der blev arbejdet alle Vegne for at kunne tage godt imod Foraaret, ogsaa i Byerne. Der stod Malere og Murere paa Stilladser udenfor Husene og gjorde dem line, Tjenestepigerne stod i de aabne Vinduer og polerede Ruderne. Nede ved Havnen pudsede man paa Sejlbaade og Dampere.
Ved Norrköping forlod Vildgæssene Sletteegnen og fløj op over Kolmården. De havde en Tidlang fløjet langs med en gammel, bakket Landevej, der slyngede sig langs Kløfter og under vilde Bjergvægge, da Drengen pludselig udstødte et Raab. Han havde siddet og svinget med det ene Ben, og Træskoen var falden af.
„Gase, Gase, jeg har tabt min Sko,“ skreg Drengen.
Gasen vendte og dalede ned imod Jorden, men da saa' Drengen, at to Børn, der kom gaaende henad Vejen, havde fundet hans Sko.
„Gase, Gase,” skreg Drengen hurtig, „flyv op igen! Det er for sent. Jeg kan ikke faa min Sko.”
Men nede paa Vejen stod Aase Gaasepige og hendes Broder, lille Mads, og saa' paa en lille Træsko, der var falden ned fra Himlen.
„Det var Vildgæssene, der tabte den,“ sagde lille Mads.
Aase Gaasepige stod længe stille og spekulerede over Fundet. Omsider sagde hun sindigt og eftertænksomt: „Kan du huske, lille Mads, at, da vi gik forbi Övedskloster, hørte vi tale om, at de i en Bondegaard havde set en Nisse, der havde Skindbukser paa og Træsko paa Fødderne som en anden Ar-
