Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/205

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XXI.
KARRS OG GRAAFELDS SAGA.

KOLMÅRDEN.

Nord for Bråviken, lige paa Grænsen mellem Østergøtland og Sørmland, hæver der sig et Bjerg, der er flere Mil langt og over en Mil bredt. Havde det en Højde, der svarede til dets Længde og Bredde, vilde det være det skønneste Bjerg, man kunde tænke sig, men det har det ikke.

Det kan undertiden hænde, at man støder paa en Bygning, der er saa stort anlagt fra Begyndelsen, at Ejeren ikke har naaet at faa den færdig. Naar man kommer helt hen til den, ser man tykke Grundmure, stærke, hvælvede Buer og dybe Kældere, men der er hverken Mure eller Tag; det hele hæver sig kun nogle Fod op over Jorden. Det er ikke frit for, at dette Grænsebjerg bringer en til at tænke paa saadan en forladt Bygning, for det ser næsten ud, som om det ikke var et færdigt Bjerg, men kun Grundvolden til et Bjerg. Det hæver sig op fra Sletten med stejle Vægge, og alle Vegne er der optaarnet stolte Klippemasser, der ser ud, som om de var bestemte til at bære vældige, høje Bjerghaller. Alt er mægtigt og vildt og stort anlagt, men det har ingen rigtig Højde eller Rejsning. Bygmesteren er bleven træt og har opgivet Arbejdet, inden han har naaet at opføre de stejle Klipper og spidse Toppe og skarpe Aase, der ellers staar som Mure og Tag paa de færdigbyggede Bjerge.

Men som til Erstatning for Klipper og Kuller har det store Bjerg til alle Tider været dækket af høje, vældige Træer. Ege og Linde i Udkanterne og i Dalførerne, Birke og Elle omkring Søerne, Fyrretræer oppe paa de stejle Afsatser og Graner alle Vegne, hvor de kan finde en Haandfuld Jord at gro i. Alle disse Træer i Forening dannede den store Skov Kolmården,