201
I den første Tid, da Folk begyndte at nedsætte sig i Sørmland og Østergøtland, var der Skov næsten overalt, men i de frugtbare Dale og paa Sletterne blev den snart ryddet. Kolmården derimod, der voksede paa mager Bjerggrund, var der ingen, der brød sig om at fælde. Men jo længere den fik Lov at staa urørt, jo stærkere blev den. Den var som en Fæstning, hvis Mure Dag for Dag blev tykkere, og den, der vilde igennem Skovmuren, maatte tage Øksen til Hjælp.
Andre Skove er tit bange for Mennesker, men for Kolmården maatte Menneskene være bange. Den var saa mørk og tæt, at Jægere og Kostebindere den ene Gang efter den anden gik vild derinde og var nærved at omkomme, inden de fik arbejdet sig ud af Vildnisset. Og for de rejsende, som var nødt til at drage fra Østergøtland til Sørmland, eller omvendt, var den ligefrem livsfarlig. De maatte møjsommelig arbejde sig frem ad smalle Dyrestier, for Grænsebefolkningen formaaede ikke engang at vedligeholde en banet Vej gennem Skoven. Der var hverken Bro over Aaer eller Færge over Søer eller Vase over Moser. Og i hele Skoven var der ikke en Hytte, hvor der boede fredelige Folk, mens der var nok af Røverkuler og Huler med vilde Dyr. Der var ikke mange, der slap uskadt gennem Skoven, men desto flere var der, som styrtede i Afgrunde eller sank i Sumpe, blev plyndret af Røvere eller jaget af vilde Dyr. Men ogsaa de, der boede udenfor Skoven og aldrig vovede sig ind i den, havde Fortræd af den, idet Bjørne og Ulve stadig kom ned fra Kolmården og tog deres Kvæg. Og det var umuligt at udrydde de vilde Dyr, saa længe de kunde skjule sig i den tætte Skov.
Der er ikke Tvivl om, at baade Østgøter og Sørmlændinger gerne vilde af med Kolmården, men det gik det langsomt med, saa længe der andensteds var brugbar Jord. Lidt efter lidt begyndte man dog at faa Bugt med den. Paa Bjergskrænterne rundt om selve Storskoven voksede der Gaarde og Landsbyer op. Skoven blev nogenlunde farbar, og ved Krokek, midt iden værste Vildmark, byggede nogle Munke et Kloster, hvor de vejfarende fandt et trygt Tilflugtssted.
Skoven blev dog ved at være mægtig og farlig, lige til en Vandringsmand, der var trængt langt ind i den dybe Skov, en skøn Dag tilfældigvis opdagede, at der var Malm i Bjerget, som den groede paa. Og saasnart dette rygtedes, ilede Grubearbejdere og Bjergmænd op i Skoven for at finde disse Skatte.
