202
Og nu kom det, som knækkede Skovens Vælde. Menneskene gravede Gruber, de byggede Smelteovne og Bjergværker i den gamle Skov. Men det havde ikke behøvet at gøre Skoven alvorlig Skade, hvis det ikke var, fordi der gik en uhyre Masse Brænde og Kul med til Bjergværksdriften. Kulsviere og Brændehuggere holdt deres Indtog i den gamle, skumle Urskov og gjorde omtrent Ende paa den. Rundt omkring Bjergværkerne blev den helt hugget om, og der udlagde man Jorden til Agerland. Mange Nybyggere flyttede derop, og snart var der flere nye Landsbyer med Kirke og Præstegaard, hvor før kun Bjørnen havde haft sit Hi.
Selv der, hvor de ikke helt ryddede Skoven, fældede de alle gamle Træer og huggede Vej gennem det tætte Vildnis. Alle Vegne blev der anlagt Veje, og vilde Dyr og Røvere blev forjagede. Da Menneskene omsider blev Herre over Skoven, handlede de forfærdelig ilde med den: huggede og brændte Kul og ødelagde aldeles hensynsløst. De havde ikke glemt deres gamle Had til Skoven, og nu lod det til, de vilde ødelægge den helt.
Det var et Held for Skoven, at der ikke var saa overmaade meget Malm i Kolmårdengruberne, saa Grubearbejdet og Værksdriften snart tog af. Saa ophørte ogsaa Kulbrændingen, og Skoven fik lidt Pusterum. Mange, der havde nedsat sig i Kolmårdensbyerne, blev arbejdsløse og havde ondt ved at klare sig, men Skoven begyndte paa ny at vokse og brede sig, saa Gaarde og Bjergværker laa i den ligesom Øer i Havet. Kolmårdens Beboere forsøgte Agerbrug, men uden synderligt Udbytte. Den gamle Skovjord vilde hellere frembringe Kongeege og Kæmpefyrrer end Roer og Korn.
Og nu gik Menneskene og saa med mørke Blikke paa Skoven, der lod til at blive kraftigere og frodigere, mens de blev fattigere og fattigere, men tilsidst faldt det dem ind, om der ikke ogsaa kunde være noget godt ved Skoven. Maaske de kunde faa deres Udkomme af Skoven? Det var ialtfald værd at prøve at gøre noget ud af den.
Saa gav de sig til at hente Tømmer og Træ i Skoven og solgte det til de Sletteboere, der allerede havde hugget deres Skov. Det gik snart op for dem, at hvis de kun bar sig fornuftigt ad, kunde de leve af Skoven lige saa godt som af Marken og af Gruberne. Og saa kom de til at se anderledes paa den end før. De lærte at tage Vare paa den og elske den. De glemte
