203
helt det gamle Fjendskab og betragtede Skoven som deres bedste Ven.
KARR.
Omtrent tolv Aar før Niels Holgersen var begyndt at rejse om med Vildgæssene, skete det, at en Bjergværksejer paa Kolmården vilde skille sig af med en af sine Jagthunde. Han sendte Bud efter sin Skovløber, fortalte ham, at det var umuligt at beholde den Hund, fordi man ikke kunde faa den vænnet af med at jage efter alle de Faar og Høns, den fik Øje paa, og bad Skovløberen tage Hunden med ud i Skoven og skyde den.
Skovløberen slog et Reb om Halsen paa Hunden for at trække den ud i Skoven til et Sted, hvor de plejede at skyde de gamle Hunde fra Herregaarden og grave dem ned. Han var en skikkelig Mand, men alligevel var han helt glad over, at han skulde skyde den Hund, for han vidste nok, at det ikke alene var Faar og Høns, den jagede. Tit og mange Gange var den inde i Skoven og kneb en Hare eller en Urfugleunge.
Hunden var lille og sort, gul paa Brystet og med gule Forpoter. Den hed Karr og var saa klog, at den kunde forstaa alt, hvad Mennesker sagde. Da Skovløberen trak afsted med den gennem Skoven, vidste den meget godt, hvad der ventede den. Men det skulde ingen se paa den. Den hang ikke med Hovedet og stak heller ikke Halen mellem Benene, men saa lige saa fornøjet ud, som den plejede.
Vi skal straks faa at vide, hvorfor Hunden tog sig saadan i Vare for at vise, at den var bange. Til alle Sider rundt om det gamle Bjergværk strakte der sig nemlig en stor, vældig Skov, og den Skov var bekendt baade blandt Dyr og Mennesker, fordi Ejerne i en Række af Aar havde været saa ømme over den, at de ikke engang havde ladet fælde Træer til Brændsel. De havde heller ikke nænnet at udtynde eller kappe den, men havde ladet Skoven vokse, som den vilde. Men det fulgte af sig selv, at en Skov, der var saadan fredet, maatte blive et kært Tilflugtssted for Dyrene, og de fandtes der ogsaa i store Masser. Indbyrdes kaldte de den Fredskoven, og de betragtede den som det bedste Tilholdssted, de havde i hele Landet.
Mens Hunden blev trukken igennem Skoven, tænkte han paa, at han havde været en Skræk for alle de smaa Dyr, som
