204
boede dér. „Der vilde rigtignok være Glæde rundt omkring i Krattet, dersom de vidste, hvad der venter dig, Karr,” tænkte han. Men han viftede med Halen og satte i med en glad Gøen, for at ingen skulde tro, han var ængstelig eller forknyt.
„Hvad Fornøjelse var der ved Livet, hvis jeg ikke kunde jage engang imellem?” sagde han. „Lad dem angre, der har Lyst; mig bliver det ikke.”
Men i det samme Hunden sagde dette, foregik der en underlig Forandring med ham. Han strakte Hoved og Hals i Vejret, som om han havde Lyst til at hyle. Han løb ikke længer ved Siden af Skovløberen, men holdt sig bagved ham. Han var aabenbart kommen til at tænke paa noget ubehageligt.
Det var lige i Begyndelsen af Sommeren. Elgkøerne havde nylig født deres Unger til Verden, og Aftenen i Forvejen havde Hunden haft Held til at skille en Elgkalv, der næppe var mer end fem Dage gammel, fra dens Moder og drive den ud i en Mose. Der havde han jaget Kalven frem og tilbage mellem Tuerne, egentlig ikke for at fange den, men kun for at more sig over dens Forskrækkelse. Elgkoen vidste, at Mosen var bundløs nu saa nylig efter Tøbruddet og endnu ikke kunde bære saa stort et Dyr som den, og den blev staaende ved Bredden, saa længe den kunde holde det ud. Men da Karr jagede Kalven længer og længer ud, gik Elgkoen pludselig ud paa Mosen, jog Hunden bort, tog Kalven med sig og gik igen ind imod Land. Elsdyr er dygtigere end andre Dyr til at gaa paa sid og gyngende Grund, og det saa ud til, at det skulde lykkes den at slippe i Land. Men da den var naaet tæt ind til Bredden, sank en Tue, som den havde sat Foden paa, pludselig ned i Dyndet, og den fulgte med i Dybet. Den anstrængte sig for at komme op, men kunde ikke finde Fodfæste og sank dybere og dybere. Karr stod og saa til og turde næsten ikke trække Vejret, men da det gik op for ham, at Elgkoen ikke kunde klare sig, løb han sin Vej saa hurtig hans Ben kunde bære ham. Han var kommen til at tænke paa alle de Prygl, han vilde faa, hvis det blev opdaget, at han havde lokket en Elgko ud i Mosen, og han blev saa bange, at han ikke turde staa stille, før han var hjemme.
Det var det, Hunden var kommen til at tænke paa, og det pinte ham paa en helt anden Maade end alle de andre gale Streger, han havde bedrevet. Det var maaske, fordi han slet
