Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/211

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

205

ikke havde haft i Sinde at dræbe hverken Elgkoen eller dens Kalv, men var kommen til at dræbe dem uforvarende.

„Ja, men de er maaske endnu i Live,” tænkte Hunden pludselig. „De var jo ikke døde, da jeg løb fra dem. Maaske de har klaret sig.”

Han fik en uimodstaaelig Lyst til at faa noget at vide om dette, mens der endnu var Tid for ham til at faa noget at vide. Han mærkede, at Skovløberen ikke holdt synderlig fast i Rebet, gjorde et rask Spring til Siden og kom virkelig løs. Derpaa foer han afsted gennem Skoven og nedad Mosen til i saadan en Fart, at Skovløberen ikke naaede at lægge Bøssen til Kinden, før han var væk.

Skovløberen havde ikke andet at gøre end at løbe bag efter, og da han kom til Mosen, saa han Hunden staa ude paa en Tue nogle Alen fra Land og hyle af alle Kræfter. Skovløberen syntes, han maatte da se efter, hvad det vel kunde betyde, satte Bøssen fra sig og krøb paa alle fire ud paa Mosen. Han havde ikke krøbet langt, før han saa' en Elgko, der laa i Mosen og var død. Lige ved Siden af Elgkoen laa der en lille Kalv. Den var endnu i Live, men var saa udmattet, at den ikke kunde røre sig. Karr stod ved Siden af Kalven. Snart bøjede han sig ned og slikkede den, snart udstødte han høje Hyl for at tilkalde Hjælp.

Nu løftede Skovløberen Kalven op og gav sig til at slæbe den ind imod Land. Da det gik op for Hunden, at Kalven vilde blive frelst, blev han ude af sig selv af Glæde. Han sprang rundt om Skovløberen, slikkede hans Hænder og bjæffede af Henrykkelse.

Skovløberen bar Kalven hjem og satte den ind i en Baas i Stalden. Saa var han nødt til at hente Hjælp for at faa trukket den døde Elgko op af Mosen, og først da alt det var gjort, kom han i Tanker om, at han jo skulde skyde Karr. Han kaldte paa Hunden, der havde fulgt ham hele Tiden, og gik paa ny ind i Skoven med ham.

Skovløberen gik straks lige henimod Hundegraven, men paa Vejen derhen lod det til, han kom paa andre Tanker, for pludselig vendte han om og gik op ad Herregaarden til.

Karr havde fulgt ham ganske stille, men da Skovløberen vendte om og gik op til hans gamle Hjem, blev han urolig. Skovløberen havde sagtens udfundet, at det var ham, der havde taget Elgkoen af Dage, og nu skulde han op paa Herregaarden og have sin Straf, inden han døde.