208
Herremanden fik Brev fra en zoologisk Have i Udlandet med Spørgsmaal,om han vilde sælge dem Elgen. Det vilde han gerne. Skovløberen blev bedrøvet, men det kunde jo ikke nytte, han sagde nej, og saa blev det da bestemt, at Elgen skulde sælges. Karr fik snart Nys om, hvad der forestod, og skyndte sig ud til Elgen for at fortælle ham, at de havde i Sinde at sende ham væk. Hunden var ulykkelig over at skulle miste Graafeld, men Elgen tog det ganske roligt og lod hverken til at blive glad eller bedrøvet, „Vil du ikke sætte dig imod at blive sendt bort?” spurgte Karr. — „Hvad kunde det nytte, at jeg satte mig imod det?“ sagde Graafeld. „Jeg vilde helst blive, hvor jeg er, men har de solgt mig, maa jeg vel herfra.” Karr stod og saa paa Graafeld, maalte ham ligefrem med Øjnene. Man kunde nok se, at Elgen endnu ikke var helt udvokset. Hans Takker var ikke saa brede og hans Pukkel ikke saa høj og hans Manke ikke saa strid som paa de fuldvoksne Elgtyre, men dog var han stærk nok til at kæmpe for sin Frihed. „Man kan nok mærke, at han har levet i Fangenskab hele sit Liv,” tænkte Karr, men sagde ikke noget.
Hunden vendte ikke tilbage til Elggaarden før efter Midnat, da han vidste, at Graafeld havde udsovet og var ved sit første Maaltid. „Det er vist fornuftigt af dig, at du Finder dig i at blive sendt bort, Graafeld,“ sagde Karr, der nu lod til at være rolig og tilfreds. „Du bliver holdt indespærret i en stor Have og kommer til at føre et sorgfrit Liv. Jeg synes blot, det er Synd, at du kommer til at rejse herfra uden at have set Skoven. Du ved, at dine Stammefrænder har det Valgsprog, at Elgene er ét med Skoven, men du har ikke engang været inde i en Skov.“
Graafeld saa op fra Kløveren, som han stod og tyggede paa. „Jeg havde nok Lyst til at se Skoven, men hvordan skal jeg komme over Hegnet?“ sagde han med sin sædvanlige Sløvhed, — „Nej, det er vel ganske umuligt for en, der har saa korte Ben,” sagde Karr. Elgen skævede hen til Karr, der flere Gange om Dagen sprang over Hegnet, saa lille han var. Han gik hen til Gærdet, gjorde et Spring og var ude i det Fri, næsten uden at han vidste, hvordan det var gaaet til.
Karr og Graafeld begav sig nu ind i Skoven. Det var en dejlig, maaneklar Nat henimod Slutningen af Sommeren, men inde under Træerne var der mørkt, og Elgen bevægede sig fremad med stor Forsigtighed. „Det er maaske bedst, vi vender om,” sagde Karr. „Du har jo aldrig før gaaet ude i den
