Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/215

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

209

vilde Skov, og du kunde let brække dine Ben.” Da gav Graafeld sig til at gaa hurtigere og dristigere fremad.

Karr førte Elgen til en Del af Skoven, hvor der voksede vældige Graner, der stod saa tæt, at aldrig et Vindpust trængte ind imellem dem. „Herinde plejer dine Stammefrænder at søge Læ for Storm og Kulde,” sagde Karr. „Her staar de under aaben Himmel hele Vinteren igennem. Men du faar det meget bedre dér, hvor du kommer hen. Du faar Tag over Hovedet og kommer til at staa i Stald ligesom en Ko.“ Graafeld svarede ikke noget; han stod kun og inddrak den stærke Granduft. „Har du mer at vise mig, eller har jeg nu set hele Skoven?” spurgte han.

Saa gik Karr med ham hen til en stor Mose og lod ham se ud over Tuer og Hængedynd. „Den Mose plejer Elgene at flygte ud over, naar de er i Fare,“ sagde Karr. „Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, men saa store og tunge de er, kan de gaa her uden at synke i. Du kunde vist ikke klare dig paa saa gyngende Grund, men det behøver du heller ikke, for du vil jo aldrig blive efterstræbt af Jægere.” Graafeld svarede ikke, men med et langt Spring var han ude paa Mosen. Det var en Fryd for ham at føle Tuerne gynge under sig, og han foer ud over Mosen og kom tilbage til Karr uden at være sunket i en eneste Gang. „Har vi nu set hele Skoven?“ spurgte han. — „Nej, endnu ikke,” sagde Karr.

Han gik nu med Elgen til Udkanten af Skoven, hvor der voksede vældige Løvtræer: Eg og Asp og Lind. „Her plejer dine Stammefrænder at æde Løv og Bark,“ sagde Karr. „Det regner de for den bedste Føde, men udenlands faar du sagtens bedre Mad.” Graafeld saa med Undren paa de pragtfulde Løvtræer, der hvælvede deres grønne Kupler over ham. Den smagte baade paa Egeløv og Aspebark. „Dette smager besk og godt,” sagde han. „Det er bedre end Kløver.” — „Saa var det jo rart, du engang fik det at smage,“ sagde Hunden.

Derpaa tog han Elgen med til en lille Skovsø. Søen laa ganske blank og stille, og Bredderne spejlede sig i den, indhyllede i tynde, lette Taager. Da Graafeld saa Søen, blev han staaende ubevægelig. „Hvad er det, Karr?” spurgte han. Det var første Gang, han saa en Sø. — „Det er et stort Vand, det er en Sø,” sagde Karr. „Din Slægt plejer at svømme over den fra Bred til Bred. Man kan jo ikke forlange, at du skal kunne gøre det, men du skulde da ialtfald gaa ned og tage dig et Bad.” Karr gik selv ned i Vandet og svømmede ud. Graafeld