212
kom hundrede vingede og fuldvoksne Nonner ud af Pupperne, maatte det kaldes et godt Aar for dem.
Saadan en usikker og ubemærket Tilværelse førte Nonnerne gennem mange Aar i Fredskoven. Der var ikke noget Insektfolk i hele Egnen, der var saa faatalligt. Og de vilde bleven ved at være lige magtesløse og skadelige, hvis de ikke ganske uventet havde faaet en Hjælper.
Men at Nonnerne Fik en Hjælper, det hang sammen med, at Elgen havde forladt Skovløberhuset. Graafeld var nemlig hele Dagen efter sin Flugt gaaet om i Skoven for at gøre sig fortrolig med den. Henad Eftermiddagen brød han sig Vej gennem en Tykning, og paa den anden Side af den kom han til en aaben Plads, hvor Jordbunden bestod af Dynd og løst Mudder. I Midten var der et Vandhul med sort Vand, og rundt omkring det hele stod høje Graner, der var næsten nøgne af Alder og Vantrivsel. Graafeld syntes ilde om Stedet og vilde straks have forladt det igen, hvis han ikke havde faaet Øje paa nogle lysegrønne Kallablade, der voksede ved Vandhullet.
Idet han nu bøjede Hovedet ned over Kallabladene, kom han til at vække en stor, sort Snog, der laa og sov under dem. Elgen havde hørt Kari tale om de giftige Hugorme, der levede i Skoven, og da Snogen løftede Hovedet, rakte sin kløftede Tunge ud og hvæsede ad ham, troede han, det var et meget farligt Dyr, han stod overfor. Han blev forskrækket, løftede Benet, slog til med Kloven og knuste Snogens Hoved. Derpaa ilede han bort i vild Flugt.
Saasnart Graafeld var borte, dukkede en Snog til, der var lige saa lang og sort som den første, op af Vandhullet. Den krøb hen til den dræbte og lod sin Tunge glide hen over dens knuste Hoved.
„Er du virkelig død, gamle Harmløs?” hvæsede Snogen. „Og vi to, der har levet sammen i saa mange Aar! Vi, der har været saa glade for hinanden og haft det saa godt her i Kæret, at vi er bleven ældre end alle andre Snoge i Skoven! Det var den største Sorg, der kunde ramme mig.”
Snogen var saa bedrøvet, at hans lange Krop ringlede sig, som om han var saaret. Om det saa var Frøerne, der levede i stadig Angst for ham, havde de ondt af ham.
„Hvor den maa være ond, som dræber en stakkels Snog, der ikke kan forsvare sig!“ hvæsede Snogen. „Den, der har gjort det, fortjener sandelig en haard Straf.” Han laa lidt og vred sig i Smerte, men pludselig løftede han Hovedet. „Saa
