213
sandt jeg hedder Hjælpeløs og er den ældste Snog i Skoven, skal dette hævnes. Jeg skal ikke hvile, før den Elg ligger død paa jorden ligesom min gamle Hunsnog.“
Da Snogen havde givet dette Løfte, rullede han sig sammen som et Nøgle og lagde sig til at grunde. Men man kan næppe tænke sig noget, der er vanskeligere for en stakkels Snog end at tage Hævn over en stor, stærk Elg, og den gamle Hjælpeløs laa der og grundede i Dage og Nætter uden at finde paa Raad.
Men en Nat, da Snogen saadan laa med sine Hævntanker og ikke kunde sove, hørte han en svag Raslen ovenover sig. Han saa op og fik Øje paa nogle hvide Nonnesommerfugle, der legede mellem Træerne. Han fulgte dem længe med Øjnene, og saa gav han sig til at hvæse højt for sig selv, men omsider faldt han i Søvn, og da lod han til at være tilfreds med det, han havde fundet paa.
Næste Formiddag begav Snogen sig til Kryle, Hugormen, der boede i en højtliggende og stenet Del af Fredskoven. Ham fortalte han om den gamle Hunsnogs Død og bad, om ikke han, hvis Bid kunde bringe Døden, vilde tage Hævnen paa sig. Men Kryle var ingenlunde tilbøjelig til at give sig i Kast med Elgene. „Dersom jeg angreb en Elg,“ sagde han, „vilde den øjeblikkelig slaa mig ihjel. Gamle Harmløs er død, og vi kan ikke bringe hende til Live igen. Hvorfor skulde jeg styrte mig selv i Ulykke for hendes Skyld?”
Da Snogen fik dette Svar, løftede han sit Hoved en hel Fod fra Jorden og hvæsede forfærdeligt. „Visch, vasch! Visch, vasch!“ sagde han. „Det er Skade, du, der har faaet saa gode Vaaben, skal være saa fejg, at du ikke tør bruge dem.“ Da Hugormen hørte dette, blev han ogsaa vred. „Kryb din Vej, gamle Hjælpeløs!” hvæsede han. „Giften løber mig ned i Tænderne, men jeg vil helst spare en, som gælder for at være min Slægtning.”
Men Snogen rørte sig ikke af Pletten, og en lang Tid laa Dyrene der og hvæsede hinanden Grovheder i Ansigtet. Da Kryle var bleven saa vred, at han ikke længer kunde hvæse, men kun hvisle, slog Snogen hurtig om og gav sig til at tale i en helt anden Tone.
„Egentlig havde jeg eet Ærinde til, Kryle,” sagde han og sænkede Stemmen til en blid Hvisken, „men nu har jeg sagtens gjort dig saa vred, at du ikke mer vil hjælpe mig?” — „Naar du blot ikke forlanger Galskaber af mig, vil jeg gerne
