219
komme ned af de Træer, de allerede havde ædt bare, og tvinge dem til at blive, hvor de var, og sulte ihjel.
Menneskene fortsatte disse Arbejder langt hen paa Foraaret. De gjorde sig store Forhaabninger og ventede næsten med Utaalmodighed paa, at Larverne skulde komme ud af Æggene. De var sikre paa, at de havde lukket dem saa godt inde, at de allerfleste maatte dø af Sult.
Saa kom Larverne tidlig paa Sommeren, og der var mange Gange flere, end der havde været det foregaaende Aar. Men det gjorde jo ikke noget, naar blot de var lukket inde og ikke kunde skaffe sig nok at spise.
Men det gik nu ikke rigtig saadan, som man havde haabet. Ganske vist var der Larver, der blev hængende paa Limstængerne, og der var en hel Mængde, som Fangbælterne hindrede i at komme ned fra Træerne, men indespærrede kunde man ikke sige, de var. De var udenfor Hegnet, og de var indenfor. De var alle Vegne. De krøb paa Landevejene, paa Gærderne, opad Husenes Vægge. De gik fra Fredskovens Omraade ind i andre Dele af Kolmården.
„De holder ikke op, før hele Skoven er ødelagt,“ sagde Menneskene. De var i den største Vaande og kunde ikke komme i Skoven uden at faa Taarer i Øjnene.
Karr var saa led ved alt det, der krøb og gnavede, at han knap kunde overvinde sig til at gaa udenfor en Dør. Men en Dag syntes han, at han maatte ud og se, hvordan Graafeld havde det. Han gik den korteste Vej til Elgens Enemærker og løb rask med Snuden mod Jorden. Da han kom til Træroden, hvor han sidste Sommer havde talt med Hjælpeløs, laa denne igen dernede og kaldte paa Karr. „Har du fortalt Graafeld det, jeg sagde til dig, sidste Gang vi saas?“ spurgte Snogen. Karr bjæffede kun og søgte at komme ham nærmere ind paa Livet. „Det skulde du alligevel gøre!” sagde Snogen. „Du ser jo, at Menneskene ikke ved Raad for Ødelæggelsen.” — „Og du heller ikke,” svarede Karr og løb sin Vej.
Karr traf Graafeld, men Elgen var saa nedslaaet, at han knap sagde Goddag. Han gav sig straks til at tale om Skoven. „Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give for at faa en Ende paa denne Elendighed,” sagde han.
„Saa vil jeg fortælle dig, at de siger, du kan redde Skoven,” sagde Karr og overbragte Snogens Hilsen. — „Hvis det var en anden end Hjælpeløs, der gav dette Løfte, vilde
