Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/231

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

225

Fuglen saa nøje paa ham, og derpaa nikkede han langsomt tre Gange. „Det skulde vel aldrig være dig, der flyver om med Vildgæssene, og som de kalder Tommeltot?” — „Jo, det er nok ikke saa langt fra,” sagde Drengen.

„Det var da et Held, jeg traf dig. Du kan maaske sige mig, hvem der har slaaet Snogen her ihjel?“ — „Det var den Sten, jeg trillede ned paa ham, der slog ham ihjel,“ sagde Drengen og fortalte, hvordan det altsammen var gaaet til. — „Det var flinkt gjort af saadan en lille en som dig,” sagde Ravnen. „Jeg har en Ven her paa Egnen, der vil blive glad over, at den Snog er død, og jeg vilde ønske, jeg kunde gøre noget for dig til Gengæld.“ — „Saa fortæl mig, hvorfor I er saa glad over, at Snogen er død!” sagde Drengen. — „Aa,” sagde Ravnen, „det er en lang Historie. Den har du ikke Taalmodighed til at høre.”

Men det paastod Drengen, han havde, og saa fortalte Ravnen hele Historien om Karr og Graafeld og Snogen Hjælpeløs. Da den var færdig, sad Drengen en Tid tavs og stirrede ud i Luften. „Nu skal du have Tak,” sagde han. „Jeg synes, jeg forstaar Skoven bedre, efterat jeg har hørt alt dette. Jeg gad vidst, om der nu er noget tilbage af den store Fredskov?” — „Det meste er vel nok ødelagt. Træerne ser ud, som om en Skovbrand havde hærget dem. De maa fældes, og der vil gaa mange Aar, før den Skov bliver, hvad den var.“ — „Den Snog havde ærlig fortjent Døden,” sagde Drengen, „men hvordan kunde den dog være saa klog, at den kunde bringe Sygdom over Larverne?” — „Den vidste maaske, at de plejer at blive saadan syge,” sagde Bataki. — „Ja, det kan jo være, men jeg maa sige, den var alligevel et klogt Dyr.“

Drengen tav, for Ravnen havde ikke hørt efter, han sad med bortvendt Hoved og lyttede. „Hør!” sagde han. „Karr er her i Nærheden. Nu bliver han glad, naar han ser, at Hjælpeløs er død.” Drengen drejede Hovedet til den Side, hvor Lyden kom fra. „Han taler med Vildgæssene,“ sagde han. — „Ja, han har nok slæbt sig ned til Søen for at spørge Nyt fra Graafeld.”

Baade Drengen og Ravnen hoppede ned af Stenen og skyndte sig ned til Søen. Alle Gæssene var gaaet op af Vandet og stod og talte med en gammel Hund, der var saa svag og ussel, at han saa ud, som han kunde falde død om paa Stedet.