226
„Der er Karr,” sagde Bataki til Drengen. „Lad ham nu først høre, hvad Vildgæssene har at sige ham! Saa kan vi bagefter fortælle ham, at Snogen er død.”
Snart var de saa nær, at de kunde høre, hvad Akka fortalte Karr. „Det var sidste Aar, da vi gjorde vor Foraarsrejse,” sagde Førergaasen. „En Morgen var vi fløjet ud, Yksi og Kaksi og jeg, fra Siljan i Dalarna, og fløj over de store Grænseskove mellem Dalarna og Helsingland. Vi saa ikke andet under os end den sortegrønne Naaleskov. Sneen laa endnu høj inde imellem Træerne, Aaerne var tilfrosne med en mørk Vaage hist og her, og paa Aabredderne var Sneen tildels borte. Vi saa næsten ingen Landsbyer eller Gaarde, kun graa Sæterhytter, der stod ubeboede Vinteren over. Hist og her snoede der sig en smal bugtet Skovvej, hvor Folk i Vinterens Løb havde kørt Tømmer. Nede ved Aaerne laa der store Tømmerstabler.
Allerbedst som vi fløj, saa vi tre Jægere nede i Skoven. De fo'r afsted paa Ski, de havde Hunde i Baand og Kniv i Bæltet, men ingen Bøsser. Der var en haard Isskorpe over Sneen, og de brød sig ikke om at følge de bugtede Skovveje, men gik lige frem. Det saa ud, som om de med Sikkerhed vidste, hvor de skulde gaa hen for at finde det, de søgte.
Vi Vildgæs fløj højt oppe, og hele Skoven laa aaben for vort Blik. Da vi havde faaet Øje paa jægerne, fik vi ogsaa Lyst til at se, hvor Vildtet var. Vi gav os til at flyve frem og tilbage og spejde ned mellem Træerne. Og da saa vi i en tæt Tykning noget, der lignede store, mosgroede Stene. Men Stene kunde det dog ikke være, for der laa ingen Sne paa dem.
Vi dalede nu hurtigt og slog ned midt i Tykningen. Da rørte de tre Stenblokke sig. Det var tre Elsdyr, som laa der i Skovens Mørke: en Elgtyr og to Køer. Tyren rejste sig, da vi slog ned, og kom henimod os. Det var det største og smukkeste Dyr, vi nogen Sinde har set. Men da han saa, det ikke var andet end nogle usle Vildgæs, der havde vækket ham, lagde han sig ned igen.
‚Nej, Far Elg, læg jer ikke til at sove!’ sagde jeg saa til ham. ‚Fly saa rask I kan! Der er Jægere i Skoven, og de stiler lige her henimod.’
‚Tak skal I have, Gaasemor,” sagde Elgen, og det saa ud, som om han var nærved at falde i Søvn, mens han talte,
