Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

230

Kirkegængerne. Nogle Steder saa han et Brudepar, der kørte til Kirke med et stort Følge, og et andet Sted kom et Ligtog langsomt kørende henad Vejen. Han saa store Herskabsvogne og smaa Bondekærrer, og han saa Baade ude i Søen, allesammen paa Vej til Kirke.

Drengen fløj over Bjørkviks Kirke og over Bettna og Blacksta og Vadsbro og derpaa henimod Skøldinge og Floda. Alle Vegne hørte han Klokkerne ringe. Det lød vidunderlig dejligt oppe i Luften. Det var, som om hele den klare Luft var bleven til Lyd og Toner.

„Een Ting er da sikker nok,” sagde Drengen, „og det er, at hvor jeg saa kommer hen her i Landet, vil der altid være Kirker med kimende Klokker.” Og han følte en vis Tryghed ved den Tanke, for skønt han nu levede i en anden Verden, var det alligevel, som om han ikke kunde fare helt vild, saa længe Kirkeklokkernes dybe Stemmer kunde kalde ham tilbage.

De var kommen et godt Stykke ind over Sørmland, da Drengen fik Øje paa en mørk Plet, der bevægede sig paa Jorden under dem. Først troede han, det var en Hund, og han havde vist ikke ænset den videre, hvis han ikke havde lagt Mærke til, at den gjorde sig Umage for at holde samme Kurs som de. Den fo'r afsted over det aabne Land og gennem Smaaskove, sprang over Grøfter, satte over Gærder og lod sig ikke standse af noget.

„Det lader næsten til, at Mikkel Ræv er paa Færde igen,” sagde Drengen, „men vi skal nu alligevel nok flyve fra ham.”

Straks efter satte Vildgæssene den stærkeste Fart paa, som de overhovedet var i Stand til, og holdt ud dermed, saalænge Ræven var i Syne. Da den ikke kunde se dem længer, vendte de og fløj i en stor Bue mod Vest og Syd, næsten som om de havde i Sinde at flyve tilbage til Østergøtland. „Det har nok alligevel været Mikkel,” tænkte Drengen, „siden Akka saadan drejer af og flyver en anden Vej.”

Henad Aften den Dag kom Vildgæssene flyvende henover et gammelt sørmlandsk Gods, der hedder Store Djulø. Den store, hvide Hovedbygning laa med en Park af Løvtræer bag sig og Store Djulø Sø foran med dens fremspringende Odder og bakkede Bredder. Der saa gammeldags og hyggeligt ud, og det var ikke frit for, at Drengen blev lidt tung om Hjertet, da de fløj over Gaarden, og tænkte paa, hvordan det vilde være at komme ind paa saadan en Gaard efter endt Dagsrejse