231
i Stedet for at blive sat af i en sid Mose eller paa en kold Isflade.
Men det kunde der naturligvis ikke være Tale om. Vildgæssene slog derimod ned et Stykke nord for Gaarden paa en Skoveng, der var saa oversvømmet af Vand, at der kun hist og her stak nogle Tuer i Vejret. Det var noget nær det ringeste Natteleje, Drengen havde haft paa hele Rejsen.
Han blev siddende paa Gasens Ryg og vidste ikke rigtig, hvordan han skulde indrette sig. Saa gav han sig til at hoppe fra Tue til Tue med lange Spring, lige til han havde faaet fast Grund under Fødderne, og saa løb han hurtigt til den Side, hvor den gamle Gaard laa.
Nu traf det sig saadan, at i et Hus, der hørte under Store Djulø, sad der netop den Aften nogle Mennesker omkring Ildstedet og snakkede sammen. De havde talt om Prædikenen og om Foraarsarbejdet og om Vejret, og da det saa begyndte at knibe med Samtalestof, bad de en gammel Kone, Husmandens Moder, fortælle dem Spøgelsehistorier.
Nu er det en bekendt Sag, at der ingen Steder i Landet er saadan en Rigdom paa Herregaarde og Spøgelsehistorier som i Sørmland. Den gamle havde i sine unge Dage tjent paa mange store Gaarde, og hun vidste Besked om saa mange underlige Ting, at hun kunde bleven ved at fortælle til den lyse Morgen. Hun fortalte saa godt og saa troværdigt, at de, der sad og hørte efter, var nær ved at tro det altsammen. Det gav næsten et Sæt i dem, da den gamle Kone et Par Gange pludselig holdt inde med sin Fortælling og spurgte, om de ikke hørte noget pusle. „Kan I dog ikke høre, at der er noget, der lister om herinde!” sagde hun. Men de andre kunde ingenting høre.
Da den gamle Kone havde fortalt Historier fra Eriksberg og Vibyholm og Julita og Lagmansø og flere andre Steder, var der en, der spurgte, om der aldrig var foregaaet noget af den Slags paa Store Djulø. „Ja, det var nok ikke helt frit,“ sagde den gamle. Og saa vilde de jo allesammen høre de Sagn, der var om deres egen Gaard.
Saa fortalte den gamle, at der en Gang skulde have ligget et Slot nord for Store Djulø paa en Bakke, hvor der nu ikke var andet end Skov, og ved det Slot var der en dejlig Have. Saa skete det engang, at en, der hed Hr. Karl, og som paa de Tider regerede over hele Sørmland, kom rejsende til Slottet. Og da han havde spist og drukket, gik han ud i Haven og stod længe og saa ud over Store Djulø Sø med dens smukke Bred-
