Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/239

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

233

havde set ham afmalet paa Billeder paa alle de Herregaarde, hvor Fader havde …”

Her blev Historien afbrudt paa ny. Nu var det et Stykke Brænde, der spruttede, saa der fløj Gløder og Gnister ud paa Gulvet. Et Øjeblik blev der lyst i alle Stuens mørke Kroge, og den gamle Kone syntes, hun saa et Glimt af en lille Pusling, der sad ved Siden af Musehullet og hørte paa Historien, men nu fik travlt med at komme afsted.

Sønnekonen hentede Kost og Fejespaan, fejede Gløderne sammen og satte sig ned igen. „Fortæl saa videre, Moder,” sagde hun. Men den gamle Kone vilde ikke. „Nu maa det være nok for i Aften,” sagde hun, og hendes Stemme lød saa underlig. De andre blev ved at bede hende, men Sønnekonen saa, at den gamle var bleven bleg, og at hendes Hænder rystede. „Nej, nu er Moder træt og maa i Seng,” sagde hun.

Lidt efter kom Drengen igen op i Skoven til Vildgæssene. Han gik og gnavede paa en Gulerod, som han havde fundet udenfor Kælderen, syntes, han havde faaet en udmærket Aftensmad, og var glad over, at han havde siddet flere Timer inde i den varme Stue. „Havde jeg nu blot et godt Nattekvarter!“ tænkte han.

Saa faldt det ham ind, at det bedste, han kunde gøre, var at søge sit Natteleje i en busket Gran, der stod ved Vejen. Han svang sig op i den og flettede et Par Kviste sammen, saa han fik en Seng at ligge i.

Der laa han saa lidt og tænkte paa alt, hvad han havde hørt i Bondehuset og fremfor alt paa den Hr. Karl, som man sagde gik om her i Djulø Skov, men han faldt snart i Søvn fra det altsammen og havde sagtens sovet lige til den lyse Morgen, hvis han ikke var vaagnet ved, at en pibende Jernport blev slaaet op lige under ham.

Drengen er øjeblikkelig lysvaagen, gnider Søvnen af Øjnene og ser sig om. Tæt ved ham er der en Mur saa høj som en Mand, og ovenover Muren ser man Træer, der bugner af Frugter.

Straks synes han, dette er meget underligt. Da han lagde sig til at sove, var der ingen Frugttræer. Men saasnart han faar tænkt sig om, forstaar han, hvad det er for en Have.

Men det underligste af det hele er maaske, at han slet ikke bliver bange, men tværtimod føler den ubeskriveligste Lyst til at gaa ind i Haven. Oppe i Granen, hvor han ligger, er der mørkt og koldt, men inde i Haven er der lyst, og han synes,