Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

18

brunt; det var Haverne, hvor Græsplænerne allerede begyndte at grønnes, skønt Buskene og Træerne omkring dem endnu stod med den nøgne, brune Bark.

Drengen kunde ikke lade være at le, da han saa, hvor tærnet alting var.

Men da Vildgæssene hørte, at han lo, raabte de ligesom irettesættende: „Frugtbart og godt Land. Frugtbart og godt Land.”

Drengen var allerede bleven alvorlig igen. „At du kan le,” tænkte han, „du, hvem der er hændet det allerforfærdeligste, der kan hænde et Menneske!“

Han holdt sig alvorlig en Tidlang, men snart kom han igen til at le.

Efterhaanden som han blev vant til Sædet og Farten, saa han kunde tænke paa andet end at holde sig fast paa Gasens Ryg, begyndte han at lægge Mærke til, hvor fuld Luften var af Fugleflokke, der fløj nordpaa. Og der var en Hujen og Raaben fra Flok til Flok. „Naa, saa I er ogsaa kommet over Vandet i Dag,” raabte nogle. — „Ja, vi er,” svarede Gæssene. „Hvordan tror I, det har sig med Foraaret?” — „Ikke et Blad paa Træerne og koldt Vand i Søerne,“ var Svaret.

Naar Gæssene fløj hen over et Sted, hvor der var tamt Fjerkræ ude, raabte de: „Hvad hedder Gaarden? Hvad hedder Gaarden?” Og Hanen, rakte Hals og svarede: „Gaarden hedder Lillegærde, i Aar som i Fjor, i Aar som i Fjor.”

De fleste Huse havde jo nok Navn efter deres Ejer, som Skik og Brug er i Skaane, men istedetfor at svare, at det var Per Matsons eller Ola Bossons Hus, gav Hanerne dem andre Navne, som de syntes passede. De, der boede paa fattige Boelsteder eller Husmandslodder, raabte: „Denne Gaard hedder Grynløse.” Og de, der hørte til paa de allerfattigste Steder, skreg: „Denne Gaard hedder Tyggelidt, Tyggelidt, Tyggelidt.”

De store velhavende Bøndergaarde fik fine Navne af Hanerne, som Lykkemark, Æggebjerg og Pengeby.

Men Hanerne paa Herregaardene var altfor hovmodige til at finde paa noget morsomt. En af dem galede og skreg med en Kraft, som om den vilde have, man skulde høre den helt op til Solen: „Dette er Dybeck Herregaard. I Aar som i Fjor. I Aar som i Fjor.”

Og lidt længere borte stod der en og raabte: „Dette er Svaneholm. Det maa da Gud og Hvermand vide.”