Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/241

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

235

og smaa Blomsterbede og smaa Hække og smaa Græsplæner og smaa Lysthuse ser man ikke nutildags. Og heller ikke saadan en Vrimmel af smaa Damme og bugtede Kanaler, som han her ser til alle Sider.

Overalt staar der de prægtigste Træer og de yndigste Blomster, og Vandet i de smaa Kanaler er mørkegrønt og klart, saa alting spejler sig i det. Og Drengen synes, det hele er som et Paradis. Han slaar Hænderne sammen og udbryder: „Aldrig i mit Liv har jeg set noget saa smukt. Hvad er dog det for en Have?“

Det raaber han ganske højt, og Gartneren vender sig straks om til ham og siger med sin barske Stemme: „Denne Have heddder Sørmland. Hvad er du for en, at du ikke engang véd det? Den er altid bleven regnet for en af de bedste Haver i Landet.”

Drengen bliver jo nok lidt underlig ved det Svar, men han har saa travlt med at se sig om, at han ikke har Tid at spekulere paa, hvad det betyder. Saa smukt som der er med alle de mange Blomster og med Aaerne, der slynger sig imellem dem, saa er der dog noget, der er endnu morsommere, og det er alle de smaa Lysthuse og Dukkehuse, som Haven er fuld af. De er alle Vegne, men allermest ved Bredden af de smaa Damme og Kanaler. Det er ikke rigtige Huse. De er saa smaa, som om de var bygget til Folk, der ikke var større end han, men de er allesammen overordentlig fine og nydelige. Der er alle mulige Slags: nogle ligner Slotte med Taarne og Fløje, andre ser ud som Kirker, og andre igen som Møller eller Bønderhuse.

De er saa nydelige, at Drengen helst var bleven staaende for at se nærmere paa hvert eneste et, men han tør ikke andet end gaa lige i Hælene paa Gartneren. Men snart kommer de til en Gaard, der er større og smukkere end nogen af dem, de før er kommen forbi. Den er i tre Etager med Portal og fremspringende Fløje. Den ligger paa en Bakke midt i et Blomsterparti, og Vejen dertil fører over den ene Kanal efter den anden paa smaa, pyntelige Broer.

Drengen tør ikke andet end gaa lige bagefter Gartneren. men da han maa gaa alt dette forbi, sukker han saa dybt, at den strenge Mand hører det og bliver staaende. „Denne Gaard kalder jeg Eriksberg,” siger han. „Vil du derind, saa Værsgod, men vogt dig for Pintorpa-Fruen!”

Hvem der ikke lader sig det sige to Gange, det er Niels. Han løber nedad Alléen, over de smaa Broer, op gennem