236
Blomsterhaven, ind ad Porten. Det hele synes netop at være afpasset efter saadan en som ham. Trappetrinnene er tilpas høje, og han kan naa at lukke hver eneste Laas op. Men aldrig har han tænkt sig, han skulde faa saa meget smukt at se. De Egetræs Gulve skinner, bonede og blanke. Lofterne er gipsede og fulde af malede Billeder. Paa Væggene hænger det ene Maleri ved Siden af det andet, Træværket paa Møblerne er forgyldt, og de er betrukken med Silke. Han ser Værelser, hvor Væggene er helt dækket af Bøger, og han ser Værelser, hvor Borde og Skabe ligger fulde af Kostbarheder.
Hvor meget han end skynder sig, naar han ikke at se det halve af Huset, før Gartneren kalder paa ham, og da han kommer udenfor, staar den gamle og tygger paa sin Knebelsbart af Utaalmodighed.
„Naa, hvordan gik det?“ spørger Gartneren. „Saa du Pintorpa-Fruen?”
Men Drengen har ikke set noget levende Væsen, og da han siger det, fortrækker Gartnerens Ansigt sig. „Har Pintorpa-Fruen fundet Hvile og jeg ikke?” siger han, og Drengen havde aldrig tænkt sig, der kunde skælve saa stor Fortvivlelse i en Menneskestemme.
Derpaa gaar Gartneren igen foran med lange Skridt, og Drengen løber bagefter og gør sig Umage for at se saa meget som muligt af alle de mærkelige Ting. De gaar rundt om en Dam, der er noget større end de øvrige. Lange, hvide Pavilloner, der ligner Herregaarde, titter frem alle Vegne mellem Buskadser og Blomstergrupper. Gartneren standser ikke, men henkaster i Farten nu og da et Ord til Drengen. „Den Dam kalder jeg Yngaren. Her ser du Danbyholm. Her er Hagbyberga. Her er Hovsta. Her er Åkerø.”
Kort efter naar Gartneren med et Par vældige Skridt hen til en ny, lille Dam, som han kalder Båven, men her hører han Drengen udstøde et Forundringsraab, og saa standser han. Drengen er bleven staaende ved en lille Bro, der fører ud til et Slot, som ligger i Dammen.
„Har du Lyst, kan du gerne løbe ud til Vibyholm og se dig om!” siger han. „Men tag dig i Agt for den hvide Dame!”
Og Drengen er afsted, næsten inden Gartneren har talt ud. Derinde er der saa mange Portrætter paa Væggene, at han synes, det er som en stor Billedbog. Han morer sig saa dejligt, at han gerne vil blive gaaende der hele Natten, men det varer ikke længe, før han hører Gartneren kalde.
„Kom nu! Kom nu!” raaber han. „Tror du ikke, jeg har
