Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/248

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

242

mod Käglan. Og fra Käglan farer Vinden endnu engang afsted mod Kilsbjergene og Tiveden og Tyløskov. Den svinger rundt og rundt i stadig mindre Kredse, til den omsider bliver staaende som en Snurretop midt paa Sletten og svinger rundt ustandselig. Men paa saadanne Dage, naar Hvirvelvindene fo'r henover Sletten, da morede Ysätters-Kajsa sig. Da stod hun midt i Hvirvlen og snurrede. Det lange Haar flagrede oppe mellem Himlens Skyer, Kjoleslæbet fejede henad Jorden som en Støvsky, og hele Sletten laa under hende som et stort Dansegulv.

Om Morgenen sad Ysätters-Kajsa gerne oppe i en høj Gran paa Toppen af en Bjergskrænt og saa udover Sletten. Var det saa om Vinteren og godt Føre, og hun saa' mange komme kørende paa Vejene, skyndte hun sig at blæse op til en Snestorm og fejede Sneen sammen til Driver saa høje, at Folk med Nød og næppe kunde naa hjem om Aftenen. Var det Sommer og godt Høstvejr, da sad Ysätters-Kajsa ganske stille, lige til de første Hølæs var læsset færdige. Saa kom hun farende med et Par Tordenbyger, der gjorde Ende paa Arbejdet for den Dag.

Det kan nu ikke nægtes, at hun sjælden tænkte paa andet end at gøre Fortræd. Kulsvierne oppe i Kilsbjergene turde næsten ikke lukke et Øje, for aldrig saasnart saa hun en ubevogtet Mile, før hun kom listende og pustede til den, saa den pludselig stod i lys Lue. Og hændte det, at Malmkørerne fra Laxå og Svartå en Aften var sent ude, indhyllede Ysätters-Kajsa Vejen og Egnen i saa tæt en Taage, at baade Mennesker og Heste fo'r vild og kørte de tunge Slæder ud i Moser og Kær.

Havde Provstinden i Glanshammer en Sommersøndag dækket Kaffebordet ude i sin Have og der korn et Vindstød, der løftede Dugen fra Bordet og væltede baade Kopper og Tallerkener, da vidste man, hvem man havde at takke for de Løjer. Blæste Hatten af Borgmesteren i Örebro, saa han maatte løbe efter den hele Torvet over, stødte Folk fra Vinøen paa Grund i Hjelmaren med deres Grøntbaade, blæste Vasketøj, der var hængt til Tørre, ned og blev snavset, slog Røgen en Aften ned i Stuen og kunde slet ikke finde Vej ud gennem Skorstenen, da var der ingen Tvivl om, hvem der var ude at more sig.

Men om ogsaa Ysätters-Kajsa holdt af al Slags drilagtige Spilopper, saa var der alligevel ikke noget virkelig ondt i