Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

19

Drengen lagde Mærke til, at Gæssene ikke fløj ligeud. De svævede hid og did over hele den skaanske Slette, som om de var glade over at være der igen og havde mest Lyst til at besøge hver eneste Gaard.

De kom til et Sted, hvor der laa nogle svære Bygninger med høje Skorstene, og rundt omkring dem en hel Del mindre Huse. „Det er Jordberga Sukkerfabrik,” raabte Hanerne. „Det er Jordberga Sukkerfabrik.”

Det gav et Sæt i Drengen. Det Sted skulde han da kende. Det laa ikke langt fra hans Hjem, og sidste Aar havde han tjent der som Vogterdreng. Men det lod til, at ingenting rigtig lignede sig selv, naar man saa det saadan ovenfra.

Og tænk dog, tænk! Aase Gaasepige og lille Mads, der var hans Kammerater i Fjor! Drengen gad nok vidst, om de var der endnu. Hvad vilde de dog sige, hvis de anede, at han fløj afsted højt oppe over deres Hoved?

Saa tabte de Jordberga af Syne og fløj henimod Svedala og Skabersjö og tilbage over Börringe Kloster og Häckeberga. Drengen fik mere at se af Skaane den ene Dag, end han havde set i alle de Aar, han havde levet.

Naar Vildgæssene traf paa tamme Gæs, morede de sig allerbedst. Da fløj de ganske langsomt og raabte ned: „Nu gaar det til Fjelds. Vil I med? Vil I med?”

Men de tamme Gæs svarede: „Det er Vinter endnu. I er for tidlig ude. Vend om! Vend om!”

Vildgæssene fløj lavere ned, saa man bedre kunde høre dem, og raabte: „Kom med, saa skal vi lære jer at flyve og svømme!“

Saa blev de tamme Gæs vrede og svarede ikke med et eneste Gæk.

Men Vildgæssene fløj lavere endnu, saa at de næsten strejfede Jorden, og saa steg de igen langsomt, som om de var bleven meget bange. „Uha, uha!“ raabte de. „Det var ikke Gæs. Det var bare Faar. Det var bare Faar.”

Gæssene paa Marken blev helt ude af sig selv og skreg: „Gid I maa blive skudt, saa mange som I er, saa mange som I er!”

Naar Drengen hørte alle disse Løjer, lo han. Men saa kom han til at tænke paa, hvilken Ulykke han havde bragt over sig selv, og saa græd han. Men lidt efter lo han igen.

Aldrig før var han kommen afsted i saadan en Fart, og han havde altid holdt af at ride hurtigt og vildt. Og han havde