Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/251

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

245

lade Heste og Køer staa ude i Regnen. Det var med Nød og næppe, at deres Ejere kunde faa Tag over Hovedet.

Den Væde og det Søle og den Trængsel, der var paa Gaardspladsen, er ikke til at beskrive. Nogle af Dyrene stod ligefrem i en Pøl og kunde ikke en Gang lægge sig ned. Der var jo nok de Husbonder, der skaffede deres Dyr Halm at ligge paa, og som bredte Dækkener over dem, men der var ogsaa dem, der sad inde paa Gæstgivergaarden og drak og spillede og ganske glemte dem, de skulde have sørget for.

Den Aften havde Drengen og Vildgæssene naaet en Holm i Hjelmaren. Den var kun adskilt fra Land ved et lavt og smalt Sund, saa det kunde nok lade sig gøre at komme tørskoet over det, naar det var Lavvande.

Det regnede ligesaa slemt ude paa Holmen som alle andre Steder. Drengen kunde ikke sove for Regndraaberne, der ustandselig piskede ned paa ham. Tilsidst gav han sig til at gaa omkring paa Holmen. Han syntes ikke, han mærkede Regnen saa meget, naar han rørte sig.

Næppe var han gaaet Holmen rundt, før han hørte en Plasken i Vandet mellem Holmen og Land og straks efter saa han en enlig Hest komme gaaende mellem Buskene. Det var et gammelt Helmis, saa elendigt og usselt, at han aldrig havde set Mage. Den var brudt i Ryggen og stivbenet og saa mager, at man kunde tælle dens Ribben. Den havde hverken Tømme eller Sadel, kun en gammel Grime, hvorfra der hang en halvraadden Tovende ned. Den havde aabenbart ikke haft nogen Vanskelighed ved at rive sig løs.

Hesten gik lige hen til det Sted, hvor Vildgæssene stod og sov, og Drengen blev bange for, at den skulde træde paa dem. „Hvor vil du hen? Se dig for!” raabte han. — „Naa, dér er du,” sagde Hesten og gik hen til Drengen. „Jeg har gaaet en hel Mil for at finde dig.” — „Har du hørt tale om mig?“ spurgte Drengen forbavset. — „Øren har jeg da, om ogsaa jeg er gammel. Der er mange, der taler om dig i denne Tid.”

Han bøjede Hovedet, mens han talte, for at se bedre, og Drengen lagde Mærke til, at han havde et lille Hoved med kønne Øjne og en fin, blød Snude. „Det har været en god Hest i sin Tid, om ogsaa det er gaaet til Agters med den paa de gamle Dage,” tænkte han.

„Jeg vilde bede dig gaa med mig og hjælpe mig med noget,“ sagde Hesten. Drengen havde ikke megen Lyst til