250
gik ind efter Nøglen, lukkede Laden og puttede Nøglen i Frakkelommen. Saa gik han igen ind i Storstuen, tog Frakken af og hængte den ved Ilden. Men heller ikke nu gik han i Seng; i Stedet for gav han sig til at gaa frem og tilbage i Stuen. Det var et Herrens Vejr udenfor med den bidende kolde Blæst og den sneblandede Regn. Og det stod hans gamle Hest ude i uden at have saa meget som et Dækken over sig. Han skulde dog vist alligevel have givet den Tag over Hovedet, naar den var kommen her til Egnen.
I Gæstgivergaarden ligeoverfor hørte Drengen et gammelt Stueur med en sprukken Klang slaa elleve Slag. Da var han netop i Færd med at løse Kreaturerne for at bringe dem hen til Laden i Bondegaarden. Det tog nogen Tid at faa dem vækket og stillet op, men omsider var det i Orden, og i en lang Række, med Drengen til Vejviser, kom de dragende ind i den gerrige Bondes Gaard.
Mens Drengen havde travlt med alt dette, var Husbonden gaaet Gaarden rundt og havde lukket for Laden, saa da han kom med Dyrene, var Døren lukket i Laas. Drengen blev helt bestyrtet staaende. Nej, han kunde ikke lade Dyrene staa dér. Han maatte ind i Huset og faa fat i Nøglen.
„Sørg for, at de er rolige, mens jeg henter Nøglen!” sagde han til den gamle Hest, og dermed løb han.
Midt i Gaarden blev han staaende og spekulerede paa, hvordan han skulde komme ind i Huset. Mens han stod der, saa han to smaa Fodgængere komme henad Vejen og standse udenfor Gæstgivergaarden.
Drengen saa straks, at det var to smaa Piger, og han løb nærmere, for han tænkte, de maaske kunde hjælpe ham.
„Saa, Birte Marie,” sagde den ene, „nu maa du ikke græde mer. Nu er vi ved Gæstgivergaarden. Her kan vi nok faa Husly.”
Knap havde den lille Pige sagt dette, før Drengen raabte til hende: „Nej, det kan ikke nytte, I prøver at faa Husly i Gæstgivergaarden. Det er ganske umuligt. Men her i Bondegaarden har de ingen Gæster. Der skulde I gaa ind!”
De smaa Piger hørte Ordene ganske tydeligt, men de kunde ikke se den, der talte. Men det undrede de sig ikke saa meget over, for det var jo bælgmørkt. Den største af dem svarede straks: „Nej, den Gaard vil vi ikke gaa ind i, for de, der bor dér, er onde og gerrige. Det er deres Skyld, at vi to er nødt til at gaa og tigge paa Landevejen.”
