252
her er ingen Mad at faa. Alle Kvindfolkene er allerede gaaet i Seng. Og saa kan I lægge jer i Ovnkrogen, saa kommer I ikke til at fryse.”
Han slog ud med Haanden som for at vise dem fra sig, og hans Øjne fik næsten et haardt Udtryk. Han maatte jo være glad, at han havde haft en Fader, der havde holdt sammen paa sin Ejendom. Ellers havde han maaske ogsaa, da han var lille, maattet løbe om med Tiggerposen ligesom disse to.
Næppe havde han tænkt Tanken ud, før den skarpe, spottende Stemme, som han havde hørt engang før i Aften, gentog den Ord for Ord. Han lyttede og forstod straks, at det ikke var noget: ikke andet end Vinden, der holdt Hus i skorstenen. Men det underlige var, at, da Vinden saadan gentog Ordene, forekom de ham saa mærkelig dumme og haarde og falske.
Børnene havde imidlertid lagt sig ved Siden af hinanden paa det haarde Gulv. De var ikke faldet til Ro, men laa og mumlede.
„Ti stille, siger jeg!” sagde han. Han var saa pirrelig, at han gerne kunde have slaaet dem.
Men de blev ved at mumle, skønt han endnu engang raabte til dem, at de skulde tie stille.
„Da Moder gik fra mig,” sagde en klar, lille Stemme, „tog hun det Løfte af mig, at jeg hver Aften skulde bede min Aftenbøn. Og det er jeg nødt til at gøre og Birte Marie ogsaa. Saasnart vi har sagt: „Nu lukker sig mit Øje”, skal vi nok være stille.”
Husbonden sad uden at røre sig og hørte de smaa sige deres Bøn. Saa gav han sig til at gaa frem og tilbage, frem og tilbage med lange Skridt, og alt imens vred han sine Hænder, som om han var i stor Vaande.
Hesten opslidt og ødelagt og disse to Børn gjort til omstrejfende Tiggere! Og begge Dele Faderens Værk! Hvad hans Fader gjorde, havde maaske alligevel ikke været helt rigtigt.
Han satte sig ned paa en Stol og støttede Hovedet i Hænderne. Pludselig begyndte det at dirre og bæve i hans Ansigt, og han fik Taarer i Øjnene. Han skyndte sig at tørre dem af; men der kom ny Taarer, og han fik ligesaa travlt med at faa dem væk. Men ligemeget hjalp det, der kom flere efter dem.
Nu lukkede hans Moder Døren op fra Lillestuen, og han skyndte sig at dreje Stolen saadan, at han vendte Ryggen til
