XXIV.
ISBRUDDET.
Torsdag 28. April.
Næste Dag var det fint Vejr og klart Solskin. Der blæste ganske vist en temmelig stærk Vestenvind, men det var kun til at glæde sig over, for den tørrede Vejene, der var ganske opblødt af den voldsomme Regn den foregaaende Dag.
Tidlig om Morgenen kom de to Smaalandsbørn, Aase Gaasepige og lille Mads, gaaende henad en Landevej, der fører fra Sörmland ind i Närke. Vejen fulgte Hjelmarens sydlige Bred, og Børnene gik og saa paa Isen, der endnu bedækkede Størstedelen af Søen. Morgensolen kastede sit klare Skin over Isen, og den saa ikke mørk og uhyggelig ud, som Foraarsis ellers gør, men skinnede hvid og fristende. Saa langt de kunde se henover den, laa den fast og tør. Regnvandet var allerede løbet ned i Huller og Sprækker, eller ogsaa var det opsuget af selve Isen. De saa ikke andet end den dejligste Isflade.
Aase Gaasepige og lille Mads var paa Vandring nordpaa, og de kunde ikke lade være at tænke paa, hvor mange Skridt det vilde spare dem, hvis de kunde gaa tværs over den store Sø i Stedet for at gaa rundt om den. De vidste nok, at Foraarsis er lumsk, men denne saa jo fuldstændig sikker ud. De kunde se, at den var flere Tommer tyk inde ved Land. Og de saa ogsaa en Vej, som de kunde følge, og den anden Bred syntes saa nær, at de maatte kunne gaa derover paa en Time.
„Kom, lad os prøve!“ sagde lille Mads. „Naar vi bare ser os for, saa vi ikke plumper i en Vaage, saa gaar det nok!”
Og dermed begav de sig ud paa Søen. Isen var ikke videre glat, men meget behagelig at gaa paa. Der var dog mere Vand ovenpaa den, end de kunde se fra Vejen, og hist og her var der Blærer i Isen, hvor Vandet piblede op og ned. De Steder
