258
henne ved Björnö og Göksholmslandet, fik de Øje paa en hvid Mur, der gik tværs over Søen. Først troede de, det var en Snekant langs med en Vej, men de begreb snart, at det var Skum fra Bølger, der slog mod Isen.
Da de saa dette, tog de hinanden i Hænderne og gav sig til at løbe uden at sige et Ord. Søen var aaben ovre mod Vest, og de syntes, de kunde se, at Skumkanten hurtig flyttede sig mod Øst. De vidste ikke, om Isen var ved at bryde op alle Vegne, eller hvad der kunde ske. Men de følte, at de nu var i Fare.
Pludselig syntes de, at Isen hævede sig netop paa det Sted, hvor de løb, hævede sig og sank igen, som om én havde stødt til den nedefra. Derpaa hørtes et dumpt Smæld i Isen, og lidt efter viste der sig Sprækker i den til alle Sider. Børnene kunde se, hvordan de løb hen gennem Isskorpen.
Nu blev der et Øjeblik stille paa Isen, men saa mærkede de igen den samme Hævning og Sænkning. Derefter begyndte Sprækkerne at udvide sig til Revner, gennem hvilke man kunde se Vandet pible frem. Straks efter blev Revnerne til Render, og Isskorpen begyndte at dele sig i store Flager.
„Aase,” sagde lille Mads, „det er vist Isbrud.”
„Ja, det er det, lille Mads,” sagde Aase, „men vi kan endnu naa Land. Løb bare, alt hvad du kan!”
I Virkeligheden havde Vinden og Bølgerne endnu nok at bestille med at faa Isen bort fra Søen. Det sværeste Arbejde var ganske vist gjort, naar først Isskorpen var gaaet i Stykker, men alle disse Stykker skulde deles paany og kastes imod hinanden og knuses, gnides itu og opløses. Der var endnu en Mængde haard og fast Is tilbage, der dannede store, hele Flager.
Men den største Fare for Børnene var, at de ikke havde noget Overblik over Isen. De kunde ikke se, hvor Revnerne var saa brede, at de ikke kunde komme over dem. De vidste ikke, hvor de skulde finde de store Isflager, der kunde bære dem. Derfor vankede de om paa maa og faa, frem og tilbage. De kom længere ud paa Søen istedetfor ind imod Land. De vidste ikke deres levende Raad derude paa den bristende Is og var saa angst, at de tilsidst kun stod stille og græd.
Da kom der en Flok Vildgæs i strakt Flugt susende over deres Hoveder. De skreg højt og stærkt, og det mærkelige var, at midt i deres Gækken hørte Børnene tydelig Ordene: „I skal gaa til højre, til højre, til højre!”
