Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst


II.
AKKA FRA KEBNEKAJSE.

AFTENEN.

Den store tamme Gase, der var fulgt med op i Luften, følte sig meget stolt af at flyve frem og tilbage over Skaane sammen med Vildgæssene og gøre Løjer med de tamme Fugle. Men hvor lykkelig den end var, kunde det ikke være andet, end at den hen paa Eftermiddagen begyndte at blive træt. Den prøvede at trække Vejret dybere og slaa stærkere med Vingerne, men alligevel blev den flere Gaaselængder tilbage for de andre.

Da de Vildgæs, der fløj bagest, mærkede, at den tamme ikke kunde følge med, gav de sig til at raabe til den Gaas, der fløj i Spidsen af Vinklen og anførte Toget: „Akka fra Kebnekajse! Akka fra Kebnekajse!” — „Hvad vil I mig?” spurgte saa Førergaasen. — „Den hvide sakker agterud. Den hvide sakker agterud.” — „Sig til den, at det er lettere at flyve hurtigt end langsomt!” raabte Førergaasen og strakte ud som før.

Gaasen prøvede paa at følge Raadet og forøge Hastigheden, men deraf blev den saa udmattet, at den sank helt ned mod de stynede Piletræer, der indhegnede Agre og Enge.

„Akka! Akka! Akka fra Kebnekajse!” raabte saa de, der fløj bagest og saa, hvor svært det var for den. — „Hvad vil I nu igen?” spurgte Førergaasen og lod meget gnaven. — „Den hvide synker til Jorden. Den hvide synker til Jorden.” — „Sig til den, at det er lettere at flyve højt end lavt!” raabte Førergaasen. Og den sagtnede ikke Farten det mindste, men strakte ud som før.

Gasen prøvede ogsaa dette Raad, men da den vilde stige i Højden, blev den saa forpustet, at det var, som om dens Bryst skulde sprænges.