XXVII.
JERNVÆRKET.
Torsdag 28. April.
Der blæste en stærk Vestenvind næsten hele den Dag, da Vildgæssene fløj over Bergslagerne, og saasnart de prøvede at styre mod Nord, blev de kastet mod Øst. Men Akka troede, at Mikkel løb om i den østlige Del af Landet. Af den Grund vilde hun ikke flyve til den Side, men vendte om den ene Gangefter den anden og stred sig møjsommelig tilbage vesterud. Paa den Maade kom Vildgæssene kun langsomt afsted, og hen paa Eftermiddagen var de endnu ikke kommen videre end til Vestmanlands Bjergværksdistrikt. Henimod Aften lagde Vinden sig pludselig, og de trætte rejsende begyndte at haabe paa, at de kunde faa sig en Timestids let Flugt inden Solnedgang. Men da kom der et voldsomt Vindstød farende. Det drev Gæssene foran sig som Bolde, og Niels Holgersen, der sad ganske sorgløs og ikke drømte om nogen Fare, blev lettet af Gaaseryggen og slynget ud i det tomme Rum.
Drengen var saa lille og let, at han i den voldsomme Storm ikke kunde falde lige til Jorden, men først fulgte han et Stykke med Vinden, og derpaa sank han langsomt og flagrende nedad, som et Blad falder fra et Træ.
„Aa, her er ingen Nød paa Færde,” tænkte Drengen, endnu mens han faldt. „Jeg synker saa langsomt nedad, som om jeg var et Stykke Papir. Morten Gase skynder sig nok hen og samler mig op.”
Det første, han gjorde, da han var kommen ned paa Jorden, var at rive Huen af Hovedet og vifte med den, for at den store, hvide Gase skulde se, hvor han var. „Her er jeg, hvor er du? Her er jeg, hvor er du?” raabte han og var ganske for-
