272
bavset over, at Morten Gase ikke allerede stod ved Siden af ham.
Men den store, hvide var ikke til at se, og han saa heller ikke Vildgaaseflokken aftegne sig mod Himlen. Den var helt forsvunden.
Han syntes jo nok, det var lidt underligt, men han blev dog ikke bange eller urolig. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at Folk som Akka og Morten Gase vilde lade ham i Stikken. Det voldsomme Vindstød havde vel taget dem med. Saasnart de var i Stand til at vende, kom de nok tilbage og hentede ham.
 Vandfyldt Grubehul |
Men hvad var det nu? Hvor i Alverden var han kommen hen? Hidtil havde han kun staaet og kigget op imod Himlen efter Gæssene, men nu kom han pludselig til at se sig om. Han var ikke falden ned paa den flade Jord, men i en dyb, bred Bjergkløft, eller hvad det nu var. Det var et Rum saa stort som en Kirke, med næsten lodrette Klippevægge til alle Sider og helt uden Loft. Paa Jorden laa der noglestore Klippeblokke, og imellem dem voksede der Mos og Tyttebærgrønt og smaa, lave Birke. Hist og her paa Klippevæggene var der fremspringende Kanter, og fra dem hang der pjaltede Stiger ned. Til
