Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/279

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

273

den ene Side aabnede der sig en mørk Hvælving, der saa ud til at føre langt ind i Bjerget.

Drengen havde ikke for ingenting en hel Dag fløjet hen over Bergslagerne. Han forstod straks, at den store Kløft var opstaaet ved, at Folk i gamle Dage havde brudt Malm i Bjerget paa dette Sted. „Men jeg maa straks se, om jeg ikke kan klatre op til Jorden igen,” tænkte han, „for ellers er jeg bange for, at mine Rejsekammerater ikke kan finde mig.”

Han skulde lige til at gaa hen til Klippevæggen, da der kom en og tog fat i ham bagfra, og han hørte en grov Stemme brumme ind i Øret paa sig: „Hvad er du for en?”

Drengen vendte sig hurtig om, og i den første Forskrækkelse syntes han, at han stod overfor en stor Klippeblok, dækket med graabrun Skæglav, men saa opdagede han, at Klippeblokken havde brede Fødder at gaa paa, Hoved, Øjne og en stor, brummende Mund.

Han kunde ikke faa et Ord frem til Svar, og det lod det heller ikke til, det store Dyr ventede. Det kastede ham omkuld, rullede ham frem og tilbage med Poten og snusede til ham. Det saa ud, som det lige skulde til at sluge ham, men saa kom det paa andre Tanker og raabte: „Murre og Brumme, kom mine Unger, saa skal I faa noget godt!”

Øjeblikkelig kom der farende to laadne Unger, der stod daarlig paa Benene og var bløde i Skindet ligesom Hundehvalpe.

„Hvad er det, I har fundet, Bjørnemor? Maa vi se, maa vi se?“ raabte Ungerne.

„Naa, saa det er Bjørne, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte Drengen. „Saa er jeg bange for, at Mikkel Ræv ikke længer behøver at gøre sig nogen Ulejlighed med at jage efter mig.“

Hunbjørnen skubbede med Labben Drengen hen til Ungerne, og den ene af dem snappede ham og løb sin Vej med ham. Men den bed ikke haardt til, for den var overgiven og vilde lege lidt med Tommeltot, inden den bed ham ihjel. Den anden løb bagefter for at faa fat paa Drengen og kom saadan klumpende og dumpende, at den faldt lige ned i Hovedet paa den, der løb med Drengen. Og saa trillede de om imellem hinanden og reves og bedes og knurrede.

Under alt dette slap Drengen løs, løb hen til Klippevæggen og begyndte at klatre op ad den. Men begge Bjørneungerne kom styrtende efter ham, klatrede raskt og behændigt op ad Bjerget, indhentede ham og kastede ham ned paa Mosset som