Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/28

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

22

„Akka! Akka!“ raabte saa de, der fløj bagest. — „Kan I ikke lade mig flyve i Fred?” spurgte Førergaasen og lod endnu mere utaalmodig end før. — „Den hvide er nærved at styrte. Den hvide er nærved at styrte.” — „Sig til den, at den, der ikke kan følge med Flokken, kan vende hjem!” raabte Førergaasen. Og det faldt den slet ikke i mindste Maade ind at sagtne Farten, men den strakte ud som før.

„Naa, staar det saadan til,” sagde Gasen. Det gik pludselig op for den, at Vildgæssene aldrig havde tænkt paa at tage den med op til Lapland. De havde kun lokket den med for Løjers Skyld.

Uh, hvor han ærgrede sig over, at Kræfterne nu svigtede ham, saa han ikke kunde vise de Landstrygere, at en tam Gaas ogsaa kunde du til noget. Og det allerharmeligste var, at han var kommen i Flok med Akka fra Kebnekajse. For om ogsaa han var en tam Gaas, havde han dog hørt Tale om en Førergaas, der hed Akka og var næsten hundrede Aar gammel. Hun var saa anset, at de bedste Vildgæs, der var, plejede at slutte sig til hende. Men der var ingen, der foragtede tamme Gæs saa meget som Akka og hendes Flok, og han vilde gerne have vist dem, at han var deres Lige.

Han fløj langsomt bag ved de andre, mens han beraadte sig med sig selv, om han skulde vende eller flyve videre. Da sagde pludselig den lille Fyr, han havde paa Ryggen: „Kære Morten Gase, du kan da nok begribe, det er umuligt for dig, der aldrig har fløjet, at følge med Vildgæssene helt op til Lapland. Vil du ikke vende hjem, inden du bliver helt ødelagt?“

Men Gasen vidste ikke noget værre end den Husmandsdreng, og aldrig saasnart gik det op for ham, at den sølle Knægt ikke tiltroede ham at kunne gøre Rejsen, før han bestemte sig til at holde ud. „Siger du et Ord til om det, smider jeg dig i den første Mergelgrav, vi flyver over,“ sagde han, og med det samme gav Vreden ham saadanne Kræfter, at han begyndte at flyve næsten ligesaa godt som nogen af de andre.

Han havde dog næppe kunnet blive ved paa den Maade, men det behøvedes heller ikke, for nu sank Solen hurtigt, og lige i Solnedgangen satte Gæssene Kursen nedefter. Og inden Drengen og Gasen vidste et Ord af det, var de dalet ned paa Bredden af Vombsøen.

„Det er vel Meningen, vi skal blive her i Nat,” tænkte Drengen og hoppede ned af Gasens Ryg.

Han stod paa en smal Sandbred, og foran ham laa en tem-