Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/292

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

286

delig Træthed. „Jeg bliver nødt til at sove lidt. Jeg har jo næppe lukket et Øje i Nat,” tænkte han, krøb ned i en tæt Tue, gemte sig saa godt han kunde under Græs og Straa og faldt i Søvn.

Han vaagnede ved, at der sad nogle Mennesker og talte sammen ved Siden af ham paa Engen. De var kommet ad Landevejen, men kunde ikke blive sat over Elven, for store Isstykker svømmede nedad den og hindrede Overfarten. Mens de ventede, gik de op i Engen og sad der og talte om, hvor besværligt det var med den Elv.

Dalelven

„Jeg gad nok vidst, om vi skal have saadan en Oversvømmelse i Aar som i Fjor,” sagde en Bonde. „Da gik Elven helt op til Telefonstængerne hjemme hos os og tog hele vor Flydebro med sig.”

„I Fjor gjorde den ikke synderlig Skade i vort Sogn,” sagde en anden, „men forrige Aar tog den en fuld Hølade fra mig.”

„Jeg glemmer aldrig den Nat, da den ødelagde den store Bro ved Domnarfvet,” indskød en Jernbanearbejder. „Ingen paa hele Værket lukkede et Øje den Nat.”