287
„Ja, vist er Elven slem til at gøre Fortræd,” sagde en stor, stovt Mand, „men naar jeg hører jer sidde her og tale saa ondt om den, kan jeg ikke lade være at tænke paa Provsten derhjemme. Der var Gilde i Provstegaarden, og Folk sad og beklagede sig over Elven, akkurat saadan som I gør nu, men da blev Provsten helt vred og sagde, at han vilde fortælle os en Historie. Og da han var færdig, var der ingen, der var i Stand til at sige et ondt Ord om Dalelven, og jeg gad vidst, om det ikke var gaaet jer ligedan, hvis I havde været med.”
Da de ventende hørte dette, vilde de alle have at vide, hvad Provsten havde sagt om Elven, og Bonden fortalte saa Historien, saa godt han kunde huske den.
„Oppe ved den norske Grænse laa der en Fjeldsø. Ud fra den løb en Aa, der lige fra den første Begyndelse var strid og hidsig. Saa lille den var, blev den dog kaldt Storaaen, fordi det saa ud til, at der kunde blive noget dygtigt af den.
Straks da den kom ud af Søen, kastede den et Blik omkring sig for at se, i hvilken Retning den helst skulde løbe, men da var det egentlig ikke noget opmuntrende Syn, der mødte den. Til højre, til venstre og ligefor var der ikke andet at se end skovklædte Aase, der lidt efter lidt gik over til nøgne Fjeldrygge, og nøgne Fjeldrygge, der lidt efter lidt hævede sig til høje Bjergtoppe.
Storaaen kastede Blikket til venstre. Der havde den Langfjeldet med Djupgravstöten, Barrfröhågna og Storvätteshågna. Den saa mod Nord; der havde den Näsfjeldet, i Øst stod Nipfjeldet, og i Syd Fjeldet Städjan. Det var ikke langt fra, at den tænkte, om det ikke var klogest at vende tilbage til Søen igen. Men saa syntes den alligevel, at den dog burde gøre et Forsøg paa at finde ud til Havet, og saa begav den sig paa Vej.
Det er let at forstaa, at det var et drøjt Stykke Arbejde for den at bane sig Vej gennem dette vilde Fjeldland. Var der ikke andet, der stod i Vejen for den, saa var der altid Skoven. Den maatte rive den ene Fyr omkuld efter den anden for at faa frit Løb. Den var mægtigst og stærkest om Foraaret, naar det første Tilløb kom og fyldte den med Snevand fra Granskovene, og naar dernæst Tilløbet fra Fjeldene fyldte den med Fjeldvand. Da samlede den al sin Kraft og styrtede frem, fejede Sten og Jord til Side og gravede
