289
Da Storaaen hørte dette, sagde den straks til Skoven: „Du, der trænger frem alle Vegne, vil du ikke nok hilse Sønderelven, at Storaaen fra Vånsøen er kommen. Hvis den vil lade mig løbe igennem Søen, skal jeg til Gengæld tage Elven med mig ud til Havet, og du kan sige, at den ikke behøver at bekymre sig for, hvordan den skal slippe frem; det sørger jeg for.”
„Jeg skal gerne bringe den dit Forslag,” sagde Skoven, „men jeg tror ikke, at Sønderelven gaar ind paa det, for den er lige saa mægtig som du.”
Men næste Dag kunde Skoven fortælle, at Sønderelven ogsaa var bleven træt af at bane sig Vej alene, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.
Aaen løb nu igennem Søen og gav sig derpaa til at kæmpe med Skoven og Fjeldene ligesom før. En Tid lang gik det godt, men saa kom den ind i en Fjelddal, der var saa tæt lukket, at den ingen Udvej kunde finde. Storaaen laa og skummede af Arrigskab, og da Skoven hørte, hvor rasende den var, sagde den: „Nu er det nok ude med dig alligevel!”
„Ude med mig!” sagde Storaaen. „Nej, jeg har bare travlt med et Storværk. Jeg vil prøve, om jeg ikke ligesaa godt kan lave en Sø som Sønderelven?
Saa begyndte den at fylde Särnasøen, og det blev en hel Sommers Arbejde. Efterhaanden som Vandet steg i Søen, løftedes Storaaen højere op, og tilsidst brød den sig en Udvej mod Syd.
Da den lykkelig og vel var kommen ud: af denne Klemhærke, hørte den en Dag en vældig Susen og Brusen til venstre for sig. Saa mægtig en Brusen havde den aldrig før hørt i Skoven, og den spurgte straks, hvad det var.
Skoven var som sædvanlig øjeblikkelig parat med Svaret. „Det er Fjätelven,“ sagde den. „Kan du høre, hvor den bruser og skummer? Den er paa Vej ud til Havet.“
„Ifald du naar saa langt, at Elven kan høre dig,” sagde Storaaen, „vil du saa ikke hilse den sølle Elv og sige, at Storaaen fra Vånsøen tilbyder at tage den med ud til Havet paa den Betingelse, at den antager mit Navn og lydig lægger sig i min Flodseng.“
„Jeg kan aldrig tro, at Fjätelven vil opgive at gøre den Rejse paa egen Haand,“ sagde Skoven. Men næste Dag maatte den erkende, at ogsaa Fjätelven var bleven træt af
