290
at grave sin egen Vej, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.
Nu gik det bestandig fremad for Storaaen. Den var dog ikke saa stor, som man skulde have ventet, da den havde draget saa mange Hjælpere til sig. Men stolt var den. Den skred frem næsten i lutter Vandfald, og med vældigt Drøn kaldte den til sig alt, hvad der boblede og bruste i Skoven, om det saa ikke var andet end en Vaarbæk.
En Dag hørte den noget bruse langt, langt vester ude. Og da den spurgte Skoven, hvem det var, fik den til Svar, at det var Fuluelv, der optog Vandet fra Fulufjeld og allerede havde opnaaet at faa gravet en lang og bred Fure.
Saa snart Storaaen fik dette at vide, sendte den sin sædvanlige Hilsen, og Skoven paatog sig som sædvanlig at overbringe den. Næste Dag kom den med Svar fra Fuluelv. „Sig til Storaaen,“ havde Elven svaret, „at jeg aldeles ikke ønsker dens Hjælp. Det havde sømmet sig bedre for mig end for Aaen at sende en saadan Hilsen, da jeg er den mægtigste af os to, og det nok bliver mig, der kommer først ud til Havet.“
Næppe havde Storaaen faaet den Besked, før den havde sit Svar paa rede Haand. „Vil du straks svare Fuluelv,” sagde den til Skoven, „at jeg udfordrer den til Kamp. Anser den sig for at være mægtigere end jeg, maa den bevise det med at løbe omkap med mig. Den, der kommer først til Havet, har vundet.”
Da Fuluelv fik den Hilsen, svarede den:
„Jeg har ikke noget udestaaende med Storaaen, og jeg havde holdt mest af at vandre min Vej i Fred og Ro. Men jeg har saa megen Hjælp at vente af Fulufjeld, at det vilde være fejgt af mig ikke at tage imod Udfordringen.”
Og saa begyndte de to Strømme deres Kapløb. De bruste afsted med endnu større Hast end før og havde ingen Ro hverken Sommer eller Vinter
Men det lod til, at Storaaen meget snart skulde komme til at fortryde, at den havde været saa forvoven at udfordre Fuluelven, thi den mødte en Hindring, der var lige ved at blive den for mægtig. Det var et Bjerg, der laa i Vejen for den, saa den ikke kunde komme frem uden gennem en trang Revne. Den kneb sig sammen og gik i stride Fossefald, men i mange Aar maatte den file og slide, inden den fik Revnen udvidet til en nogenlunde bred Rende.
