292
som saa, at naar Storaaen først havde forvildet sig ned i Siljandalen, saa vilde den der være indelukket som i et Fængsel. Og saa skulde den nok naa ud til Havet før Aaen.
Nu kunde Fuluelv altsaa tage Sagen med større Ro. Om Foraaret gjorde den sit drøjeste Stykke Arbejde. Da steg den højt over Trætoppe og Sandaase, og hvor den var skredet frem, efterlod den en ryddet Dal. Saaledes gik dens Vej fra Järna til Nås og fra Nås til Floda. Fra Floda kom den til Gagnef. Her var der allerede i Forvejen en Slette. Bjergene havde trukket sig saa langt tilbage, og Fuluelv havde saa let ved at komme frem, at den glemte al sin gamle Travlhed og bugtede sig legende i alle mulige Krumninger og Snoninger, næsten som den havde været en lille Bæk.
Men havde Fuluelv glemt Storaaen, saa havde Storaaen sandelig ikke glemt Fuluelv. Hver Dag sled den med at fylde Siljandalen for at slippe ud af den i den ene eller den anden Retning, men den laa foran den som et umaadelig stort Kar og lod til aldrig at ville lade sig fylde. Sommetider troede den, at den vilde blive nødt til at sætte selve Gesundabjerget under Vand for at slippe ud af sit Fængsel. Den prøvede paa at bryde igennem ved Rättvik, men der stod Lerdalsbjerget i Vejen. Saa tilsidst slap den ud nede ved Leksand.
„Sig ikke noget til Fuluelv om, at jeg er sluppen ud,” sagde Aaen til Skoven, og Skoven lovede, at den nok skulde tie.
Storaaen tog Insjön med sig i Forbifarten, og stolt og mægtig skred den gennem Gagnef.
Da Storaaen kom i Nærheden af Mjälgen i Gagnef, fik den Øje paa en Elv, der kom flydende bred og pragtfuld med lyst og skinnende Vand, og som skød Skove og Sandaase, der laa i Vejen for den, til Side saa let, som om det var et rent Legeværk.
„Hvad er dog det for en prægtig Elv?” sagde Storaaen.
Men nu traf det sig, at Fuluelven spurgte netop om det samme. „Hvad er det dog for en Elv, der kommer nordfra saa stolt og vældig? Aldrig havde jeg troet, jeg skulde se en Elv skride igennem Landet med en saadan Styrke og Magt.”
Da sagde Skoven saa højt, at begge Floderne kunde høre det: „Siden I nu begge to, Storaa og Fuluelv, har ladet
