Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

24

imod Gasen, men nu syntes han, Morten var den eneste Støtte, han havde, og han blev gruelig bange for at miste ham. Han gav sig straks til at skubbe og skyde til ham for at faa ham ned til Vandet. Gasen var stor og tung, saa det var et svært Stykke Arbejde for Drengen, men tilsidst lykkedes det.

Gasen kom paa Hovedet ned i Søen. Et Øjeblik laa han stille i Dyndet, men snart stak han Hovedet op, rystede Vandet af Øjnene og prustede. Derpaa svømmede han stolt ind imellem Siv og Dunhammere.

Vildgæssene laa ude i Søen før han. De havde hverken set sig om efter Gasen eller Gaserytteren, men straks styrtet sig ud i Vandet. De havde badet og pudset sig, og nu laa de og slubrede halvraadden Andemad i sig.

Den hvide Gase var saa heldig at faa Øje paa en lille Aborre. Han snappede den hurtig, svømmede ind til Bredden med den og lagde den foran Drengen. „Den skal du have til Tak for, at du hjalp mig ned i Vandet,” sagde han.

Det var første Gang hele den Dag, at Drengen hørte et venligt Ord. Han blev saa glad, at han havde Lyst til at falde Gasen om Halsen, men han kunde dog ikke faa sig til det. Og Gaven blev han ogsaa glad over. Først syntes han, det var umuligt at spise raa Fisk, men saa fik han alligevel Lyst at prøve.

Han følte efter, om han havde faaet sin Tollekniv med, og heldigvis, den hang endnu bag paa Bukseknappen, men den var rigtignok bleven saa lille, at den ikke var større end en Tændstik. Naa, den kunde da ialtfald bruges til at rense Fisken og tage Skællene af den, og Aborren var snart spist.

Da Drengen vel var mæt, følte han sig ganske skamfuld over, at han havde kunnet spise noget, der var raat. „Det lader til, jeg ikke længer er et Menneske, men en rigtig Nisse,“ tænkte han.

Hele Tiden, mens Drengen spiste, blev Gasen staaende ved Siden af ham, og da han havde sunket den sidste Mundfuld, sagde han med sagte Stemme: „Ja, vi er jo kommen i Lag med et vildt Gaasefolk, der foragter alle tamme Fugle.“ — „Ja, det har jeg rigtignok mærket,” sagde Drengen. — „Det vilde være meget ærefuldt for mig, hvis jeg kunde følge med dem helt op til Lapland og vise dem, at en tam Gaas ogsaa kan du til noget.” — ,Ja-a,” sagde Drengen og trak paa det, for han troede ikke, Gasen kunde føre det igennem, men han vilde ikke sige ham imod. — „Men jeg tror ikke, jeg