Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/303

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

297

me: „Ti stille derude og hør paa mig! Siden I siger, at I gerne vil hjælpe mig, saa flyv ud og find den gamle Vildgaas, Akka fra Kebnekajse, og hendes Flok. Jeg antager, de maa være i Dalarna paa denne Tid af Aaret. Fortæl Akka, hvordan det staar til med mig. Jeg tror, den eneste, der kan hjælpe mig, er i hendes Flok.”

Agar Brevdue, der var den bedste Budbringer i hele Landet, traf Vildgæssene ved Bredden af Dalelven, og da Tusmørket faldt paa, kom hun og Akka flyvende og slog ned paa Taget af Svovlkogeriet. Tommeltot sad paa Akkas Ryg, men de andre Rejsekammerater var efterladt paa en Holm i Runn, da Akka mente, de vilde gøre mere Skade end Gavn, dersom de kom med til Falun.

Da Akka havde raadført sig lidt med Bataki, tog hun Tommeltot paa Ryggen og fløj hen til en Gaard, der laa tæt ved Svovlkogeriet. Hun fløj ganske langsomt hen over Haven og Birkelundene, der omgav den lille Gaard, og baade hun og Drengen stirrede ned mod Jorden. Det var let at se, at her var Børn, der legede i det Fri, og det varede ikke længe, før de fandt, hvad de havde Brug for. I en lille, munter Bæk klaprede en Række smaa Mølleværker, og i Nærheden deraf fandt Drengen et Stemmejern. Paa to Bukke laa en halvfærdig Kano, og ved Siden af den fandt han et lille Nøgle Sejlgarn.

Med disse Ting fløj de tilbage til Svovlkogeriet. Drengen gjorde Sejlgarnet fast til Skorstenen, lod det falde ned i det dybe Hul og entrede nedad det. Da han havde sagt Goddag til Bataki, der med mange pæne Ord takkede ham, fordi han var kommen, begyndte han at hugge et Hul i Væggen med Stemmejernet.

Der var ikke tykke Vægge i Svovlkogeriet, men med hvert Hug fik Drengen ikke mer løs end en Spaan, der var saa lille og tynd, at en Mus ligesaagodt kunde have gnavet den af med sine Fortænder. Det var aabenbart, at han kom til at arbejde hele Natten og maaske længer endnu, inden han kunde faa Hullet stort nok til, at Ravnen kunde slippe igennem det.

Bataki var saa længselsfuld efter at komme ud, at han ikke kunde sove, men sad ved Siden af Tommeltot, mens han arbejdede. I Begyndelsen var Drengen meget flittig, men da der var gaaet en lille Tid, lagde Ravnen Mærke til, at Huggene kom med længere og længere Mellemrum, og tilsidst holdt de helt op.

„Du er vist træt,” sagde Ravnen. „Du kan maaske ikke