301
I gamle Dage benyttede Folk næsten endnu mere Kobber til daglig Brug, end de gør nu til Dags. Det var en efterspurgt og nyttig Vare, og Bonden, der ejede Gruben, blev snart hovedrig. Han byggede sig en stor, prægtig Gaard i Nærheden af Gruben og kaldte den Kårearv efter Gedebukken. Naar han red til Kirke i Torsång, var hans Hest skoet med Sølv, og da hans Datter skulde have Bryllup, lod han brygge Øl af tyve Tønder Malt og stege ti store Okser paa Spid.
I de Tider sad Folk for det meste rolig hjemme hver i sin Del af Landet, og Nyheder kom ikke saa let i Omløb som nu. Men Rygtet om, at der var fundet en stor Kobbergrube, naaede alligevel mange Mennesker, og de, der ikke havde noget bedre at tage sig for, begav sig paa Vej op til Dalarna. Paa Kårearv blev alle fattige Vandringsmænd vel modtagne. Bonden tog dem i sin Tjeneste, gav dem god Løn og lod dem bryde Malm for sig. Der var Malm nok og mere end nok, og jo flere Folk han kunde sætte i Arbejde, jo rigere blev han.
Men en Aften skete det, at fire raske Mænd med Bjergmandshakken paa Ryggen kom vandrende til Kårearv. De blev godt modtagne som alle andre, men da Bonden spurgte, om de vilde arbejde hos ham, svarede de rent ud Nej. „Vi har i Sinde at bryde Malm for egen Regning,” sagde de. — „I ved vel, at det Malmbjerg er mit?“ sagde Bonden. — „Det er ikke vor Mening at bryde Malm i jeres Grube,” svarede de fremmede. „Bjerget er stort, og hvad der ligger aabent og uhegnent i Vildmarken, har vi ligesaa megen Ret til at tage som du.”
Mer blev der ikke sagt om den Ting, og Bonden blev ved at vise de nyankomne Gæstfrihed. Tidlig næste Morgen gik de ud paa Arbejde, fandt Kobbermalm et Stykke længere borte og gav sig til at bryde den. Da de havde arbejdet nogle Dage, kom Bonden ud til dem. „Der er megen Malm her i Bjerget,” sagde han. — „Ja, der skal mange Menneskers Arbejde til, før denne Skat er hævet,” svarede en af de fremmede. — „Det ved jeg nok,“ sagde Bonden, „men jeg synes alligevel, I skulde svare mig Skat af den Malm, I bryder, siden det er min Fortjeneste, at der kan arbejdes her i Bjerget.” — „Vi ved ikke, hvad du mener,” sagde Mændene. — „Jo, jeg har udløst Bjerget ved min Klogskab,”
