305
var vant til at bo ved den blanke Siljan, i Solskin og mellem grønne Træer, kunde ikke trives hernede.
Synet af Byen gjorde ham endnu tungere om Hjertet, end han var i Forvejen. Han havde ikke Lyst til at gaa hjem med det samme, men bøjede af fra Vejen og gik ind i Skoven. Der vandrede han om hele Dagen uden at lægge Mærke til, hvor han kom hen.
Da det lakkede ad Aften, fik han pludselig Øje paa et Bjerg, der skinnede som Guld. Da han saa nøjere til, opdagede han, at det var en vældig Aare af Kobbermalm. Først blev han glad over sin Opdagelse, men saa faldt det ham ind, at det maaske var Broderlodden, der havde styrtet saa mange i Fordærvelse, og saa blev han bange. „Idag er jeg sandelig forfulgt af Ulykken,“ tænkte han. „Maaske det nu skal koste mig Livet, at jeg har fundet denne Rigdom.” Han vendte straks om og begav sig paa Hjemvejen. Da han havde gaaet lidt, mødte han en høj, svær Kvinde. Hun lignede en myndig Bjergmandskone, men han kunde ikke huske, han havde set hende før.
„Jeg gad nok vidst, hvad du har taget dig til i Skoven,” sagde Kvinden. „Jeg har set dig strejfe om her hele Dagen.” — „Jeg har gaaet og set mig om efter en Byggeplads,“ sagde Bjergmanden, „for den Pige, jeg holder af, vil ikke bo i Falun.” — „Er det ikke din Mening at bryde Malm i Kobberbjerget, som du fandt for lidt siden?” spurgte hun videre. — „Nej,“ sagde Bjergmanden, „jeg bliver nødt til at opgive Bjerghaandteringen, ellers kan jeg ikke faa den, jeg holder af.” — „Ja, hold kun fast ved det,” sagde Kvinden, „saa skal der ikke ske dig noget ondt.”
Med disse Ord forlod hun ham. Men han skyndte sig at gøre det til Sandhed, som han havde sagt af Nødvendighed. Han opgav Bjergværksarbejdet og byggede sig en Gaard langt fra Falun. Og saa havde hun, han holdt af, ikke noget imod at flytte hjem til ham.”
Hermed endte Ravnen sin Historie. Drengen havde virkelig holdt sig vaagen hele Tiden, men han havde ikke brugt Værktøjet synderlig flittig.
„Og hvordan gik det saa siden?” spurgte han, da Ravnen holdt op at tale. „Ja, fra den Tid af gik det tilbage med Kobberværket. Falun By, den er der jo. Men alle de gamle Smelteovne er borte. Hele Egnen er oversaaet med gamle Bjergmandsgaarde, men de, der bor paa dem, er nødt til at være
