315
gennem Uppland og hjalp til med Tærskearbejde i Bøndergaardene. Henimod Jul kom jeg gerne hjem med en hundrede Rigsdaler. Og saa havde jeg fortjent Sæd ved Tærskearbejdet; den hentede Fader, saasnart det blev Slædeføre. Ja, ser I, dersom ikke jeg og mine Søskende var kommet hjem med vore Skillinger, saa havde de derhjemme ikke haft noget at leve af. For den Sæd, vi selv avlede, den var for det meste brugt op, naar jeg kom hjem, og Kartofler dyrkede Folk kun lidt af i de Tider. Saa var de nødt til at købe Korn hos Købmanden, og naar Rugen kostede fyrretyve Rigsdaler Tønden og Havren fireogtyve, saa var man nok nødt til at spare. Jeg kan huske, at vi flere Gange gav en Ko bort for en Tønde Havre. I de Tider bagte vi Havrebrød med fint hakket Halm i Brødet. Det var ikke let at faa saadan noget Halmbrød ned, kan I tro. Man maatte drikke Vand mellem hver Bid for at faa det til at glide.
Saadan blev jeg ved at gaa frem og tilbage til det Aar, jeg giftede mig, og det var 1856. Se, Jon og jeg, vi var bleven gode Venner i Stockholm. Og hvert Aar, naar jeg drog hjem, var jeg ligesom lidt forknyt i mit Sind, for at Stockholmspigerne skulde vende hans Tanker fra mig. De kaldte ham „den smukke Jon fra Mosen” og „den kønne Dalkarl”, det vidste jeg. Men der var ingen Falskhed i hans Hjerte, og da han havde sparet Penge nok sammen, stod Brylluppet.
Saa var der Glæde og ingen Sorg i nogle Aar, men det varede ikke længe. 1863 døde Jon, og jeg stod ene med fem smaa Børn. Men det gik os ikke saa daarligt endda, for nu var der begyndt at blive bedre Tider i Dalarna. Nu var der rigeligt med Kartofler og rigeligt med Korn. Der var stor Forskel mod i gamle Dage. Jeg passede selv den Smule Jord, jeg havde arvet, og jeg havde mit eget Hus. Saa gik det ene Aar efter det andet, og Børnene voksede til. De sidder godt i det, de af dem, der er i Live, Gudskelov! De kan ikke rigtig tænke sig, hvor knapt der var paa Brødet for Folk i Dalarna, da deres Moder var ung.”
Den gamle tav. Mens hun talte, var Blusset brændt ud, og nu rejste de sig alle og sagde, det var paa Tiden at gaa hjem. Drengen gik ud paa Isen for at lede efter sine Rejsekammerater, men som han løb der alene i Mørket, lød der for hans Øren et Vers, som han nylig havde hørt dem synge fra Broen: „I Dalarna bodde, i Dalarna bor bland armod
