XXXI.
VED KIRKERNE.
Søndag 1. Maj.
Da Drengen næste Morgen vaagnede og lod sig glide ned paa Isen, kunde han ikke lade være at le. Der var faldet en Mængde Sne om Natten, og den blev ved at falde. Hele Luften var fuld af hvide Fnug, der var saa store, at man, inden de faldt, godt kunde tro, det var Vinger af ihjelfrosne Sommerfugle. Paa Søen laa Sneen mer end tommehøj, Bredderne var hvide, og Vildgæssene var saa tilsneede, at de saa ud som smaa Driver.
Nu og da flyttede Akka eller Yksi eller Kaksi sig lidt, men naar de saa, det blev ved at sne, skyndte de sig at putte Hovedet under Vingen igen. De mente sagtens, at i saadant et Vejr kunde de ikke tage sig noget bedre for end sove, og det maatte Drengen give dem Ret i.
Nogle Timer efter vaagnede han ved, at Kirkeklokkerne i Rättvik ringede til Kirke. Nu var Snevejret holdt op, men det blæste skarpt fra Nord, og ude paa Søen var det bidende koldt. Han blev glad, da Vildgæssene omsider rystede Sneen af sig og fløj ind imod Land for at skaffe sig Mad.
Den Dag var der Konfirmation i Rättvik Kirke, og Konfirmanderne, der var kommen i god Tid, stod i smaa Grupper udenfor Kirken og talte sammen. De var alle iført Egnens Dragt, og deres Klæder var saa ny og brogede, at det ligefrem skinnede af dem. „Kære Mor Akka, flyv langsomt her,” raabte Drengen, da Vildgæssene kom flyvende, „saa jeg kan faa de unge at se!” Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, hun kunde, og fløj tre Gange rundt om Kirken. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig,
