Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/326

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XXXII.
OVERSVØMMELSEN.

1—4. Maj.

I flere Dage rasede der et forfærdeligt Vejr i Egnen nord for Mälaren. Himlen var helt overtrukken, Vinden peb, og Regnen strømmede ned. Baade Mennesker og Dyr vidste, at det skulde til, for at det kunde blive Foraar, men alligevel syntes de næsten ikke, det var til at udholde.

Da det havde regnet en Dag, begyndte Snemasserne i Granskoven for Alvor at smelte, og Vaarbækkene fik Fart. Alle Vandpytter i Gaardene, det stillestaaende Vand i Grøfterne, det Vand, der piblede frem mellem Tuerne i Moser og Kær, det kom altsammen i Bevægelse og søgte at finde Vej ud til Bækkene for at blive taget med ud i Havet.

Bækkene løb saa hurtig de kunde ned til Mälaraaerne, og Aaerne gjorde deres Bedste for at bringe Vandmasserne ud i Mälaren. Men saa kastede alle smaa Søer i Uppland og Bergslagerne paa selv samme Dag Istæppet af sig, saa Aaerne blev fulde af Isflager og pludselig steg helt op til deres Bredder. Og ligesaa store som Aaerne nu var bleven, styrtede de sig ud i Mälaren, og det varede ikke længe, før der var løbet saa meget Vand i den, som den paa nogen Maade kunde rumme. Strømmen blev stærk nede ved Udløbet, men Norrström er et snævert Farvand, og den kunde ikke lade Vandet slippe igennem saa hurtig som nødvendigt. Ovenikøbet var det Østenstorm, saa Havets Bølger stod i en stærk Brænding ind paa Land og stemmede for Strømmen, der vilde føre Ferskvandet ud i Østersøen. Og da Aaerne ustandselig førte nyt Vand til Mälaren, og Strømmen ikke kunde naa at føre det bort, var der ikke andet at gøre for den store Sø end at stige over sine Bredder.