322
bredden, Vandrotter og Spidsmus, der boede ved Stranden og havde smaa, hjælpeløse Unger i Reden, var i stor Kvide. Selv de stolte Svaner blev ængstelige for, at deres Reder og Æg skulde blive ødelagt.
Og det var ikke unødige Bekymringer, thi for hver Time, der gik, steg Mälaren.
Pilene og Elletræerne, der voksede i Strandkanten, havde allerede Vandet højt op ad Stammerne. I Haverne var Vandet trængt ind og rumsterede om i Køkkenhaven paa sin egen Maade, og i de Rugmarker, der laa saadan, at det kunde komme til, gjorde det stor Skade.
Flere Dage igennem blev Søen ved at stige. De side Enge rundt om Gripsholm stod under Vand, saa at det store Slot ikke alene var adskilt fra Land ved en smal Grav, men ved brede Sunde. I Strängnäs forvandledes den smukke Strandpromenade til en brusende Flod, og i Vesterås beredte man sig paa at sejle i Baade i Gaderne. Et Par Elsdyr, der havde overvintret paa en Holm i Mälaren, havde faaet deres Stade sat under Vand og kom svømmende ind til Land. Hele Brændeoplag, Masser af Planker og Brædder, en Mængde Bryggekar og Vandtønder var kommen i Drift, og alle Vegne var Folk ude i deres Baade for at bjerge.
I denne besværlige Tid listede Mikkel Ræv en Dag om i en Birkelund, der laa et Stykke nord for Mälaren. Som sædvanlig gik han og tænkte paa Vildgæssene og Tommeltot og spekulerede paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, for han havde helt tabt Sporet.
Mens han gik og var allermest modløs, fik han Øje paa Agar Buddue, der sad paa en Birkegren. „Det var rigtignok godt, jeg traf dig, Agar,” sagde Mikkel. „Du kan maaske sige mig, hvor Akka fra Kebnekajse og hendes Flok for Tiden holder til.” — „Det er jo ikke umuligt, jeg ved, hvor de er,” sagde Agar, „men det har jeg da ikke i Sinde at fortælle dig.” — „Det kan ogsaa være det samme,” sagde Mikkel, „hvis du bare vil bringe dem en Hilsen, som jeg har til dem. Du ved nok, hvor slemt det staar til ved Mälaren i disse Dage. Der er en vældig Oversvømmelse, og det store Svanefolk, der bor i Hjälstaviken, er ved at faa deres Reder og Æg ødelagt. Men Svanekongen Dagklar har hørt Tale om den Mandsling, der følger med Vildgæssene, og som ved Raad for alting, og han har sendt mig
