Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/331

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

325

Vildgæssene var tilfældigvis slaaet ned ved den vestlige Bred, men da Akka saa, hvor Svanerne laa, gav hun sig straks til at svømme hen imod dem. Hun var selv meget forundret over, at de havde sendt Bud efter hende, men hun betragtede det som en Ære og vilde ikke spilde et Øjeblik, naar det gjaldt at hjælpe dem.

Da Akka kom hen i Nærheden af Svanerne, standsede hun for at se efter, om Gæssene, der fulgte efter hende, svømmede i lige Linie og med lige store Mellemrum. „Svøm nu rask og pænt!” sagde hun. „Stir nu ikke paa Svanerne, som om I aldrig før havde set noget kønt, og bryd jer ikke om, hvad de siger til jer!“

Det var ikke første Gang, Akka besøgte det gamle Svaneherskab, og de havde altid modtaget hende med den Opmærksomhed, som en saa vidtberejst og anset Fugl kunde gøre Krav paa. Men hun holdt ikke af at svømme ind imellem alle de Svaner, der laa rundtom dem. Hun følte sig aldrig saa lille og saa graa, som naar hun kom ind blandt Svanerne, og det kunde ogsaa ske, at en eller anden af dem lod falde et Par Ord om visse Folk, der var baade graa og grimme. Men det klogeste var at lade, som man ikke hørte det, og bare skynde sig forbi.

Denne Gang lod det til, at alt skulde gaa usædvanlig godt. Svanerne gled ganske stille til Side, og Vildgæssene svømmede ligesom gennem en Gade med de store, hvidtskinnende Fugle paa begge Sider. Det var meget smukt at se dem ligge der og spænde Vingerne ud som Sejl for at tage sig godt ud for de fremmede. De kom ikke med en eneste Skose, og Akka var ganske forbavset. „Dagklar er sagtens kommen under Vejr med deres Unoder og har sagt til dem, at de skal opføre sig som dannede Dyr,” tænkte Førergaasen.

Men allerbedst som Svanerne saadan anstrengte sig for at vise god Levemaade, fik de Øje paa den hvide Gase, der kom svømmende bagest i Gæssenes lange Række. Da gik der en Brusen af Forundring og Harme gennem Flokken, og lige med eet var det forbi med det fine Væsen.

„Hvad er det for noget?” raabte en af dem. „Vil nu Vildgæssene have hvide Fjer?“

„De bilder sig da ikke ind, at de bliver Svaner for det,” skreg de fra alle Sider.

De gav sig til at raabe i Munden paa hverandre med