332
gang fortalte mig om det Land. Jeg har aldrig gaaet i Skole, saa jeg har ikke faaet mere at vide om det, men det, Moder fortalte, har jeg husket hele mit Liv.”
„Se, min Moder,“ begyndte den gamle og satte sig ned paa Stenen ved Siden af Børnene, „hun sagde nu, at i gamle, gamle Dage var Uppland det fattigste og ubetydeligste af alle Landskaber i hele Sverige. Det bestod kun af magre Lerjorder, der var oversaaet med smaa, lave Stenbakker, og den Slags er der nok adskillige af mange Steder i Landskabet endnu den Dag i Dag, om ogsaa vi, der bor hernede ved Mälaren, ikke ser meget til dem.
Naa ja, hvad det end kom af, sikkert er det, at det var fattigt og trist altsammen. Uppland syntes, de andre Landskaber behandlede det som et Udskud, og det bliver man i Længden træt af. En skøn Dag blev det saa led og ked af al den Usselhed, at det tog Pose paa Ryg og Stav i Haand og begav sig ud paa Tiggergang til dem, der sad bedre i det.
Først gik Uppland sydpaa helt ned til Skaane, og da det kom der, beklagede det sig over sin Fattigdom og bad om Land. „Det er ikke godt at vide, hvad man skal finde paa at give alle dem, der kommer og tigger,” sagde Skaane, „Men lad mig se! Jeg har lige gravet et Par Mergelgrave op. Har du Brug for nogle Græstørv, kan du gerne tage et Par Stykker af dem, jeg har smidt op paa Kanten.“
Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og gik saa videre til Vestergötland. Der beklagede det sig ogsaa over, at det var saa fattigt og bad om Land. „Jord vil jeg ikke give dig,“ sagde Vestergötland. „Jeg under ikke en Tigger den mindste Stump af mine fede Marker. Men har du Brug for en af disse smaa Aaer, som løber hen over Sletten, saa værs'god.”
Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og drejede nu af til Halland. Der gav det sig igen til at beklage sig over, at det var saa fattigt, og bad om Jord. „Jeg er ikke rigere end du,” sagde Halland, „saa jeg har ingen Grund til at give dig noget. Men synes du, det er Umagen værd, kan du gerne bryde nogle Stenbakker op af jorden og tage med hjem.”
Uppland takkede og tog imod Gaven og kilede saa afsted til Bohuslän. Der fik det Lov at putte saa mange nøgne, smaa Skær, det lystede, i sin Pose. „De ser ikke ud af meget, men de er gode at have til Læ mod Blæsten,” sagde Bohuslän. „Du kan nok have Gavn af dem, siden du bor ved Kysten ligesom jeg.”
